Udlandet har for længst forstået, at Danmark ikke er så tolerant, som det var, lyder det fra fire korrespondenter med base i Danmark. I kører jeres egen flygtningedebat og lader jer ikke påvirke, lyder det.
Clare MacCarthy lægger ud med den hårdeste dom:
»Smykkesagen er lige så alvorlig for Danmarks omdømme som Muhammed-krisen – bare farligere.«
Den britiske journalist har boet i Danmark i 30 år og arbejdet som korrespondent for tidsskriftet The Economist de seneste 18 år.
Berlingske har bedt hende og tre andre udenlandske korrespondenter med fast base i København om at belyse sagen om den danske omdømmekrise, der i disse uger er rykket op på højeste politiske niveau, som de ser den.
»Under Muhammed-krisen,« siger Clare MacCarthy, »fik Danmark moralsk støtte og opbakning fra både USA og andre vestlige lande. Dengang gik omdømmet ned i de arabiske lande. I dag er det vennerne, som ser ned på Danmark.«
Clare MacCarthy holder en pause i telefonen. Det er ikke, fordi hun ønsker Danmark noget dårligt, siger hun – og håber, at hun tager fejl i sin analyse.
»Men i England er det noget, man taler om, og noget, som vil blive husket. Smykkesagen er så usmagelig og så meget værre end tegningerne og 24-årsreglen, at den giver kritik i selv de konservative britiske aviser. Jeg er bange for, at det kulturelle omdømme, som Danmark har bygget op med TV-serier og Ny Nordisk køkken, snart er pist væk.«
Nej, Skandinavien er ikke et land
Med til historien hører, at debrandingen af Danmark langtfra er kommet over over en nat.
»Der har længe været en forståelse af, at Danmark ikke er så tolerant, som det var engang,« siger Anne-Francoise Hivert, som dækker Skandinavien for den franske avis Libération.
Omtrent halvdelen af de artikler, Anne-Francoise Hivert skriver om Danmark, handler på den ene eller anden måde om vores forhold til integration, EU og flygtningepolitik.
Og der er også positive artikler iblandt, understreger Anne-Francoise Hivert. For eksempel aftvinger det stadig stor respekt i Frankrig, at Danmark gik forrest i kampen for ytringsfrihed. Mange ved, at Jyllands-Postens Muhammed-tegninger kom før Charlie Hebdos ditto, og at Danmark på det punkt har taget en vigtig kamp.
Men selv om de danske udlændingestramninger i praksis ikke adskiller sig nævneværdigt fra den flygtningepolitik, der bliver ført i resten af Europa, bliver Danmark alligevel dømt hårdere i udlandet, fordi mange »forventer sig mere af et nordisk land«:
»Der har været en tendens til at se de skandinaviske lande under ét og tro, at Danmark var lige så åbent og tolerant som Sverige. Derfor bliver nogen stadig overrasket over, at sådan noget kan komme fra Norden. Men de fleste tænker nu nok bare – »nå, der var endnu en mærkelig sag fra Danmark«. Det er jo ikke første gang,« siger Anne-Francoise Hivert.
Og det er i virkeligheden det største problem, påpeger Clement Bonsdorff, som har boet i Danmark i ti år og har arbejdet som korrespondent for Wall Street Journal og tyske medier som Focus Magazine og Die Zeit.
»De fleste læser kun om Danmark, når der er folketingsvalg, og næste gang, de hører noget om Danmark, er, når der opstår frikadellekrig i Randers, eller Inger Støjberg vil tage smykker fra flygtninge ved grænsen. Så er det klart, at mange undrer sig og tænker: Hvad sker der her?«
Clement Bonsdorff tvivler på, at smykkesagen og frikadellekrigen vil gøre varig skade på Danmarks omdømme i Tyskland.
»Men mange lægger mærke til, at tonen generelt er noget hårdere i Danmark, end den er i Tyskland. Både når almindelige mennesker taler sammen, og når politikere debatterer. Det betyder ikke så meget for mig, for jeg har vænnet mig til det, men fra folk udefra kan den politiske debat i Danmark lyde hård,« siger Clement Bonsdorff.
Den hellige velfærdsko
Da Dirk Evers forleden skulle begå en analyse af situationen i Danmark for den belgiske radiostation Radio 1, lagde han særligt vægt på to ting:
At danske politiske diskussioner altid handler om penge. Og at velfærdsstaten i Danmark er en »hellig ko«.
»De to ting betyder, at alle forhold måles på, hvad de gør for vores velfærdsstat. Giver flygtninge penge til samfundet? Eller koster de penge? Velfærdsstaten står ikke til diskussion, så hvis noget truer den, kan man legitimere meget politik,« siger Dirk Evers.
Dette er muligvis en af forklaringerne på, at Danmark er blandt de lande, som har indført de hårdeste økonomiske reformer:
Når det handler om at bevare velfærdssamfundet, er danskerne klar til at acceptere selv en hård medicin. Af samme årsag opfatter mange det som tilsvarende rimeligt at stille hårde krav til flygtninge og begrænse tilstrømningen: For når antallet af flygtninge truer velfærdsstaten, må man tage skrappe midler i brug.
»For mig – og for mange andre belgiere, tror jeg – er staten bare en tom skal, men i Danmark tager man velfærdsstaten meget alvorligt. Der er en stærk sammenhængskraft og en stærk nationalfølelse, og det afspejler sig også i debatten,« siger Dirk Evers.
Og det er en kollektivfølelse, der ifølge Dirk Evers får lov til at vokse sig stærkere, fordi Danmark stadig på godt og ondt har karakter af et »øsamfund« langt væk fra det øvrige Europa: »Belgien er omringet af Tyskland, Frankrig og Storbritannien, og debatten er altid påvirket af, hvad der sker i nabolandene,« forklarer Dirk Evers.
»I Danmark fylder udlandet næsten ingenting i debatten – selv ikke Tyskland, som er det største naboland. Man kører sin egen debat i sine egne cirkler og lader sig ikke påvirke. Det gør politikken meget pragmatisk, kan man sige. Man tænker praktisk og økonomisk for at beskytte sin nation og sin velfærdsstat. Men ø-mentaliten betyder også, at man ikke rigtigt bidrager til fælles løsninger, og at debatten ofte får lov at leve sit eget liv.«
