Det var Henrik Qvortrup, chefredaktør på Se og Hør fra 2001 til efteråret 2008, der selv ‘ansatte’ den hemmelige kilde, der fra 2008 og fire år frem systematisk og i hundredevis af tilfælde forsynede ugebladet med dybt fortrolige oplysninger om kendte og kongeliges brug af kreditkort.

Det siger Se og Hør-journalist Kasper Kopping, der i 2008 havde den første kontakt med kilden.

Henrik Qvortrup, der selv torsdag blev sigtet og anholdt i sagen, deltog i løbet af dagen i en række forberedte og udvalgte interviews til dagbladet Politiken og Berlingske.

Til Politiken sagde han, at ‘alarmklokkerne’ ikke rigtig ‘ringede’, da han i 2008 fik besøg af kreditkortkilden på sit kontor, og han hævder, at mødet med kilden var tilfældigt:

- Som jeg husker det, så bliver han præsenteret for mig af en journalist. Han havner i hvert fald inde på mit kontor, siger Qvortrup, der på spørgsmålet om, hvorfor kilden endte på Qvortrups kontor, siger:

- Jeg tror, det var fordi, at det var en kilde, der kunne fortælle noget om, hvor de kendte befandt sig. Og den slags betalte vi for. Ligesom vi betalte kilder i nattelivet for at fortælle, hvor de kendte drak deres cocktails. Og det var mig, der afgjorde, hvordan folk skulle honoreres. Og så skulle vi ligesom finde ud af, hvordan han skulle aflønnes for det.



Men den forklaring er ikke sand, siger Kasper Kopping, den journalist, der ‘førte’ kreditkortkilden på Se og Hør:

- Jeg har egentlig fortsat ikke lyst til at tale om sagen efter samråd med min advokat, og jeg har allerede fortalt politiet de ting, jeg ved. Jeg har heller ikke lyst til at starte en dyst på ord i medierne med Henrik Qvortrup, som jeg godt kan lide og som oprindeligt stod bag min fastansættelse på Se og Hør, siger Kasper Kopping i en udtalelse til DR.

Han tilføjer:

- Men når han i dag går ud siger, at han ikke vidste i detaljer, hvad aftalen med kilden gik ud på, og dermed spiller bolden over til journalister på bladet, må jeg erklære mig uenig og sige, at det simpelthen ikke passer. Da kilden i første omgang havde henvendt sig, tog Qvortrup selv initiativ til at holde et møde med kilden og forlænge samarbejdet.

BT beskriver i en artikel fredag, hvordan den hemmelige kilde, en i dag 45-årig it-specialist med tilknytning til IBM, i maj 2008 selv henvendte sig telefonisk til Se og Hør med oplysninger om prins Joachim og prinsesse Maries forestående bryllupsrejse til Canada.

Kilden blev omgående sat i kontakt med Kasper Kopping, der ved hjælp af kilden var i stand til at følge og forfølge det kongelige par under deres bryllupsrejse. Scoopet var så stort, at Kopping direkte - efter artiklerne om bryllupsrejsen var trykt - af Qvortrup blev instrueret om at aftale et møde med kilden. På mødet blev det aftalt, at kilden skulle aflønnes med 10.000 kroner om måneden sort.

Qvortrup var så glad for sin ansættelse, at han bagefter, nærmest jublende, underholdt andre ledende ansatte på Se og Hør om ansættelsen af kreditkort-kilden.



Også journalist Ken B Rasmussen, der var den anden Se og Hør-journalist med tæt kontakt til kreditkortkilden, beklagede i dag, at Qvortrup ikke ‘som en mand’ vedstod sig sit ansvar, men tørrede ‘lorten’ af på de menige journalister.