Selv om Stefan Sørensen er FCK-fan og hans to venner er Brøndby-tilhængere, kan de godt enes om at tage ind og se fodbold sammen, når deres to favorit-hold tørner sammen i Superligaen. Og søndag eftermiddag regnede de da også med, at de skulle se et brag af en fodboldkamp, da Brøndby og FCK skulle spille i Parken.

Men i pausen blev de tre venner - ligesom flere andre tilskuere - smidt ud af parken, fordi de ifølge Parkens vagter sympatiserede med udebane-holdet og derfor udgjorde en sikkerhedsrisiko.

- Men vi havde allerede inden kampen begyndte snakket om, at vi ikke ville vise holdfølelser, da vi godt vidste, at der havde været ballade sidste gang de to hold mødtes, og den slags gad vi ikke, fortæller Stefan Sørensen.

Stefan Sørensen og hans to venner sad ligesom journalist Per Juul Carlsen og de tre drenge, som BT tidligere har fortalt blev smidt ud af Parken inden kampen begyndte, på C2 tribunen. Her falder de i snak med en anden vennegruppe og en familie på mor, far og to drenge på ca. 10 år, som også er blandede FCK og Brøndby-fans, og som de ifølge Stefan Sørensen snakker stille og roligt med, fordi de ikke vil vække opsigt blandt de FCK-fans, der sad omkring dem.

- Jeg fortæller moderen, at vi er i samme båd, fordi jeg er FCK-fan og mine to venner er Brøndby-fans. Det overhører moderens sidemand, der er FCK-fan, og som straks løber op til en vagt og 'sladrer' om, at her sidder nogle Brøndby-fans, fortæller Stefan Sørensen.

Vagten tilkalder ifølge Stefan Sørensen en 5-6 andre vagter, som henvender sig til vennegruppen og forlanger, at de øjeblikkeligt skal forlade Parken, fordi de sympatiserer med udebane-holdet.

- Jeg siger til mit eget forsvar, at jeg er FCK-fan, hvorefter vagten spørger, om jeg kan bevise det. Men da jeg ikke er iført FCK merchandise, kan jeg ikke bevise, at jeg er FCK-fan. Vi bliver derfor bedt om at forlade stadion sammen med de tre personer, der sidder foran os og som vi havde snakket med, fordi de prøvede at forsvare os ved at fortælle, at vi ikke havde udvist tilknytning til udeholdet, forklarer Stefan Sørensen.

Optrinnet med vagterne fører imidlertid til, at de mange FCK-fans, som sidder på samme tribune, er blevet opmærksomme på, at Stefan Sørensen og hans venner og den anden vennegruppe angiveligt skulle være Brøndby-fans. Derfor bliver de mødt at tilråb som 'brøndby-svin' og truende adfærd, da de bliver eskorteret ud af stadion.

Og blot et par minutter senere møder Stefan Sørensen og hans to venner den familie med to mindre børn, som havde siddet bag dem på tribunen.

- De kunne ikke blive derinde, fordi folk også var begyndt at råbe efter dem og vise truende adfærd, selv om de havde to mindre børn med, siger Stefan Sørensen. Dagen efter den 'ubehagelige' oplevelse er han stadig i chok over den behandling, vennegruppen fik i Parken.

- Jeg har også skrevet til Parken og klaget over det. For hvordan skal jeg lige bevise, at jeg er FCK-fan? Skal jeg have et kort med i parken, hvor der står, hvem jeg holder med, når jeg vil se fodbold? Nu bliver det i hvert fald ikke nødvendigt. Jeg tager ikke derind og ser fodbold mere, siger han.

FC Københavns pressechef Christian Wolny forklarede tidligere i dag, hvorfor flere fodbold-tilskuere er blevet smidt ud af Parken i forbindelse med søndagens derby mellem FCK og Brøndby:

- Reglerne er helt klare i forhold til, at hvis man sympatiserer med udeholdet, så har vi en hel tribune kun for dem, mens de tre andre tribuner er forbeholdt hjemmeholdets fans. Og hvis man bevidst omgås de regler, så bliver man bedt om at forlade stedet af hensyn til ens egen og andres sikkerhed, sagde pressechefen.