Selvom det måske kan virke lokkende at købe den dyre designertaske til ingen penge, eller flere pakkecigaretter til én pakkes pris, så lad vær, lyder advarslen. Lader du dig friste, risikerer du nemlig kæmpebøder eller at gøre dig selv hundesyg.

Kopi-cigaretter, der florer på de populære turistmål i Sydeuropa, kan nemlig indeholde ting, der bestemt ikke anbefales i den daglige kost.

En rapport fra 2013 udarbejdet af Europol – det europæiske politisamarbejde - fastslår, at kopi-cigaretterne kan gøre dig dødelig syg. De indeholder blandt andet kræftfremkaldende kemikalier som cadmium, benzen, arsen og formaldehyd, insektæg, mider, svampe og afføring.

Derudover har kopi-cigaretterne et meget højere niveau af tjære og nikotin, end de cigaretter, som de udgiver sig for at være.

Læs også:

Revisionsselskabet KPMG laver hvert år en rapport over handlen med cigaretter i Europa, og den seneste rapport fra maj viser, at selvom handlen samlet set falder, stiger andelen af forfalskede cigaretter.

Ifølge Thomas Jepsen, kommunikationsansvarlig i Philip Morris Danmark, der blandt andet har cigaretmærkerne L&M og Marlboro, tager danskerne kopi-cigaretter med hjem fra ferien – ofte uden at vide, at de har købt et kopi-produkt.

»Hvor en måned siden blev jeg ringet op af en kunde. Han klagede over kvaliteten på cigaretterne og pakken, hvor limningen gik op. Han sendte pakken ind til os, og vi kunne se, at der var tale om et kopi-produkt, som han havde købt på sin ferie«, siger Thomas Jepsen til BT, der kraftigt advarer imod at købe kopi-cigaretter.

Læs også:

Men ikke kun forfalskede cigaretter får røde lamper til at lyse.

Kopier af mærkevareprodukter er en meget udbredt vare i Sydeuropa, men det er ikke besparelsen værd, lyder det fra Lars Holm Nielsen, chefkonsulent hos Dansk Industri.

»Vi ser hvert år, at danskere kommer galt af sted på ferien, når de lader sig friste af billige kopier af tasker, solbriller og lignende. Selvom kopivarerne lokker med billige priser, så er det ulovligt og vi ser i stigende grad, at myndighederne slår hårdt ned på købere af kopiprodukter. Derfor beder vi danskerne om at passe på, når de rejser på ferie,« siger han i en pressemeddelelse.

Læs også:

De ulovlige kopivarer snyder virksomheder og samfundet for omkring 70 milliarder kroner om året svarende til 80.000 arbejdspladser, vurderer Europol. Og fælden klapper hårdt, hvis du bliver taget med kopivarer.

»I udlandet er straffen for at blive taget med kopivarer – eksempelvis tasker eller cigaretter – steget betragteligt de senere år. Hvor myndighederne i gamle dage mere eller mindre så gennem fingre med falske tasker og lignende, så er der i dag ingen kære mor«, siger Lars Holm Nielsen.

I Frankrig er straffen for at have købt kopivare for eksempel beslaglæggelse af varerne og bøder på størrelse med det originale produkts pris – gange to. Og for cigaretter er straffen endnu hårdere.