En 39-årig lastbilchauffør skal op til ny køreprøve, efter han kørte for stærkt på motorvejen med fødderne i forruden. Afsløringen stod han selv for, da han tog et billede af sin uansvarlighed og lagde det på Facebook.

Det skriver tvsyd.dk

Ikke nok med at lastbilchaufføren i december 2014 kørte uforsvarligt på motorvej E20 ved Sorø, så valgte han også løbende at kommentere på billedet med sin mobiltelefon under kørslen. Det koster ham en betinget frakendelse af kørekortet samt en bøde på 5000 kroner, efter sagen var i retten i Kolding.

Det var en Facebook-bruger, der gjorde politiet opmærksom på den farlige kørsel, efter han havde set billedet på det sociale medie. Specialanklager Pernille Moesborg fra Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd, forklarer ifølge TV Syd følgende i en pressemeddelse:

»Der er tale om en situation, hvor chaufføren ved at sidde med fødderne i forruden har nedsat sin reaktionstid så væsentligt, at vi mener, at han har tilsidesat "væsentlige hensyn til færdselssikkerheden."

Chaufføren erkendte i retten at have taget billedet, men forklarede, at han blot havde siddet med fødderne i forruden på hver side af rattet i kort tid for at tage billedet. Samtidig indrømmede han også, at han havde kommenteret på billedet på sin videre vej. Han afviste dog, at det var uforsvarlig kørsel, og at han havde kørt mere end 80 km/t. Retten fandt, at han havde kørt mellem 85 og 90 km/t, hvor det kun er tilladt at køre 80 km/t med lastbil på motorvej.

Selvom anklagemyndigheden gik efter en ubetinget frakendelse af kørekortet, da man mente, der var tale om to forseelser - uforsvarlig kørsel (fødderne i forruden, red.) samt kommentering på sin mobiltelefon, endte lastbilchaufføren nådigt med en betinget frakendelse, samt 5000 kroner i bøde for at køre for stærkt.