En mindeaktion for ofrene for fredagens helikopterulykke ved Samsø, hvor fire mænd mistede livet, kan give trafikale problemer mandag morgen.

Lastbilchaufførerne planlægger at holde et minuts stilhed for at minde ofrene. Den dræbte Farum-milliardær Michael Henriksen var et stort navn i vognmandsbranchen. 

Chaufførerne i Michael Henriksens virksomhed City Container A/S holder et minuts stilhed klokken 06, mens chaufførerne ved SCT Transport A/S holder stille klokken 07.30.

Hos Nordsjællands Politi er man opmærksomme på aktionen, men det er ikke noget, man regner med vil komme til at kræve en større politimæssig indsats.

- Det er klart, at hvis de gør det, så kan det give nogle problemer, men det er ikke noget, vi har kaldt ekstra mandskab ind for at håndtere. Vi regner med, at det vil forløbe helt stille og roligt, siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi til bt.dk.

Nyheden om aktionen spredte sig søndag via Facebook og i alt ventes mellem 1000 og 2000 lastbiler landet rundt at deltage i mindeaktionen.

HAR DU SET LASTBILER HOLDE STILLE OG HAR DU BILLEDER - TIP BT PÅ 1929@BT.DK