Lego er verdens bedste brand. Alle elsker legetøjsfirmaet, der i denne uge afleverede et svimlende overskud på syv milliarder kroner.

Der er dog langt fra børneværelsets smilende Lego-politimænd og til virkelighedens kyniske, benhårde forretningsverden.

Hver eneste dag er der fusentaster, lykkeriddere og kopister, der verden rundt forsøger at stjæle lidt af succesen fra den danske diamant i Billund.

Det kræver en stor portion koldblodighed at forblive på toppen, og det har topchef Jørgen Vig Knudstorp, selv om han viste sin bløde, syngende og dansende side i ugens løb.

»Man må ikke lade sig forblænde. Han er en topchef, der gør nøjagtig det, der skal til for at holde Lego på toppen. Hvis der er nogen, der overtræder Legos rettigheder, så får de juristerne på nakken. Hvis de prøver at æde Legos markeder, så kører han det store batteri frem,« siger Peter Suppli Benson, nyhedschef på Berlingske Business.

Legoklodsen er nem at kopiere. Patentet udløb i 70erne, og derfor er hemmeligheden bag succesen, at Lego i dag bruger store summer på juridiske slagsmål, for at holde efteraberne nede.

»Det er vores indtryk, at der er et konstant, højt niveau af krænkere af intellektuelle rettigheder,« siger Peter Kjær, vicepræsident i Legos juridiske afdeling, i et mailinterview med BT.

Derfor kæmper Lego for at holde de værste kopister væk fra markedet. Peter Kjær fra Lego vil ikke afsløre, hvor mange sager man fører om året eller hvor mange ansatte der arbejder med at jage tyveknægtene.

»Vi arbejder med at sikre, at forbrugerne ikke kommer til at forveksle andre produkter med vores. Vi holder øje med vores rettigheder ved at overvåge markedet, det vil sige holde øje med hvad vi kan se i butikkerne, på nettet og på f.eks. brancheudstillinger,« siger Lego-bossen.

Køb BT lørdag og læs hele historien om Legos kamp mod kopisterne