Leif Davidsen er aktuel med en ny samling noveller, der alle foregår i verdens brændpunkter.
Forfatteren Leif Davidsen har været vidt omkring i verden. Som DR-udenrigskorrespondent og senere som forfatter til en række bestsellerromaner.
Nu er han aktuel igen. Denne gang med en novellesamling ’10 minutter i vor tid’, der samler tidligere noveller. Davidsen er en litterær kosmopolit, der finder sin inspiration overalt i verden. Ganske som det var tilfældet med forbillederne Graham Greene og Ernest Hem-ingway.
»Verden var deres arbejdsplads. Sådan er det også med mig. Hvis jeg ikke rejser, tørrer jeg ud,« siger Davidsen.
’10 minutter i vor tid’ udkommer på et tidspunkt, hvor dagsordenen i medierne så at sige vender den modsatte vej i forhold til dengang, Davidsen rapporterede fra verden. Dengang åbnedes Danmarks øjne modomverdenen. Nu vil en del af vores omverden ind i Danmark - som i resten af Europa. Vi taler om flygtningestrømmen fra det sydlige Europa.
»Om 100 år vil man tale om den store folkevandring i Europa i den sidste del af det 20. og første del af det 21. århundrede. Europa bliver aldrig helt det samme igen. Det kommer vi til at leve med. Der er 60 mio. mennesker i denne verden, der lever som flygtninge, der er en enorm forskel på rig og fattig.«
Håbet er naturligt
»I hele menneskehedens historie har folk begivet sig af sted i håb om at finde et bedre liv et andet sted. Det kan ikke stoppe,« siger Davidsen og afslører, at han på et tidspunkt arbejdede på en faktabog om den danske udvandring i sidste halvdel af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20.
»I dag ser vi immigranterne sende jubel-billeder fra Tyskland, når de kommer ind. I gamle dage var det breve. Overordnet er det en kompleks problemstilling, men en af grundene til, at der males skønmalerier af de lande, man når frem til, er en meget menneskelig psykologi,« siger Leif Davidsen.
»Fra 1864 til 1914 var der 300.000, der forlod Danmark, fordi vi var et lille møgland. Fattigt og sønderslået efter krigen i 1864. Udvandringen gik især til Argentina og USA. Når man ser, hvad der skete for dem, hvor de kom frem, og sammenligner med deres breve, er der en kæmpe afstand. Deres breve er stort set renset for negative ting. Udvandrere skriver aldrig negativt om det nye land, de kommer til. Der ligger noget menneskeligt i, at når du har brudt op, og din familie måske ligefrem har samlet ind til din rejse, så skønmaler du det, du er nået frem til. Du skriver ikke om dine nederlag,« siger Leif Davidsen.
’Jeg kender ikke løsningen’
Den 65-årige forfatter griner lidt. Som erfaren journalist har han muligvis anet det uudtalte spørgsmål komme:
»Med al respekt ville jeg nok tale med Angela Merkel - og ikke jer - hvis jeg kendte en løsning. Hvordan man gerne vil have et åbent samfund, som har skabt enorm velstand, og samtidig have et Fort Europa? Det kan man ikke. Så skal man skyde folk. Det gør vi ikke. Og det skal vi ikke. I så fald ville det være et andet Europa end det, vi kender i dag. Det er utroligt svært at se en løsning. Uligheden i denne verden er simpelthen enorm, og fremtidsudsigterne elendige for millioner af unge i Mellemøsten og Afrika,« siger Leif Davidsen.
Han beskriver flere epokers krige i sin nye novellesamling. Som han f.eks. gjorde det i den filmatiserede roman ’Den serbiske dansker’. Også novellen ’Ti minutter af vor tid’, der lægger titel til den nye samling, foregår under krigen i eks-Jugoslavien.
’Vi blev forfulgt og fik bank’
Man ser bl.a. Ungarn være meget defensiv. Kan flygtningestrømmen antænde en ny krig som i Jugoslavien?
»Nej, det tror jeg ikke. Men den kan få hele det europæiske samarbejde til at knirke ganske gevaldigt. Der er 120.000 flygtninge, der skal fordeles. Centraleuropæerne vil ikke have dem. Man kan fordele og lægge økonomisk pres på de lande. EU kan sige, atSlovakietskal tage 3.000. Hvad gør man, når de så hellere vil nordpå? Og øjeblikkeligt forlader Slovakiet igen.«
Du har rapporteret fra verdens brændpunkter. Har du nogensinde selv været bange?
»Mest til en 1. maj-demonstration i Spanien i perioden efter Francos død (1977, red.). Der var en demokratiseringsproces i gang. Alligevel blev civilgarden sendt på gadenfor at holde utilfredsheden nede. Der var slagsmål overalt i Madrid. Jeg befandt mig i en stor park sammen med Reuters’ chefkorrespondent. Vi blev forfulgt og fik bank af nogle gardister på hest med tyrepiske. Det endte på forsiden af BT og New York Times. Det sidste nok ikke pga. min tilstedeværelse... Dengang havde de stadig ret til at skyde på folk. Der var jeg lidt bange. Det må jeg indrømme.«
