En 170 år gammel tradition er blevet aflivet. På 100-året for kvindernes stemmeret har Tivoli-Garden endelig valgt at lade pigerne komme til.

Tivoli-Garden er kendt for at sprede lyden af musik i Tivoli, når de hvert år marcherer i parken i de velkendte røde uniformer - og altid er det kun drenge, der trutter i trompeterne, fløjterog trommer sig vej igennem en af verdens ældste forlystelsesparker.

Piger, med en drøm om selv at være en del af garden, måtte nøjes med at drømme. Men ikke længere - i år kan piger søge optagelse i Tivoli-Garden for første gang.

I videoen over teksten man se drengene i garden reagere på, at de nu skal marchere og spille sammen med det modsatte køn.

Se også: Tivoli-Garden hjælper Patrick med at fri til sin kæreste

Hvorfor først nu?

”I 1844 kom det slet ikke på tale, at piger kunne have sådan en opgave,” siger Tivolis underdirektør for Kultur, Nikolaj Koppel i en pressemeddelse.

”Tivoli er et sted, der værdsætter traditioner, og noget af forklaringen ligger nok der. Uanset hvad, så synes vi i Tivoli , at det er vigtigt at styrke vækstlaget inden for både musik og dans. Det gør vi gennem vores to talentskoler, hvor der selvfølgelig skal være plads til både piger og drenge, siger han.

Der er optagelsesprøve den 5. juni i Tivoli. Ansøgningsfristen er 26. maj 2015. Man behøver ikke kunne spille et instrument eller have sit eget for at tage til optagelsesprøve. Læs mere på www.tivoli.dk/tivoligarden

Fakta om Tivoli-Garden

Tivoli-Garden blev etableret i 1844 af Tivolis grundlægger, Georg Carstensen. Fra 1872 har Tivoli-Garden båret den rød-hvide uniform med bjørneskindshuen, der minder om Den Kongelige Livgardes uniform.

Tivoli-Garden er blandt Danmarks bedste musikskoler. Der er i øjeblikket 100 drenge i Garden, der året rundt modtager undervisning af høj klasse, varetaget af konservatorieuddannede musiklærere og udøvende musikere. Ved optagelsesprøven den 5. juni kan piger for første gang søge optagelse i Tivoli-Garden.

Tivoli-Garden bliver ofte fremhævet som et vigtigt led i den musikalske, professionelle fødekæde i Danmark og har lagt grunden til en lang række store kunstneriske karrierer. Her kan f.eks. nævnes Uffe Savery og Morten Friis, Chris Minh Doky, Jan Glæsel, Nikolaj Lie Kaas, Jeppe Kaas og Michael Bojesen.

Kilde til fakta-afsnit: Tivoli