Tidligere formand i Kvindeligt Arbejderforbund, Lillian Knudsen, mindes Georg Viggo Poulsen, der døde onsdag, med stor beundring for indsatsen i fagbevægelsen

- Fagligt set var han jo en af de store kæmper i fagbevægelsen. Det er der ingen som helst tvivl om. Han var en person, man kunne stole på, siger hun..

Lillian Knudsen blev i 1985 formand i Kvindeligt Arbejderforbund. Dengang var Georg Poulsen "gammel i gårde" som formand for Dansk Metal. Derfor tog Lillian Knudsen ved lære fra ham eksempelvis, når det drejede sig om spillet i forhandlingerne.

- Han lærte mig, at man skulle være ærlige over for hinanden - og også over for arbejdsgiverne. Man kunne tage nogle dyster, og det kunne vi også indbyrdes, men der var aldrig ufred mellem os, siger hun og forklarer, at hun var en stor beundrer af Georg Poulsen.

- Det er sjældent, man siger, at mænd kunne multi-taske. Men det kunne Georg. Han kunne både lytte og arbejde, siger den tidligere formand for Kvindeligt Arbejderforbund, der i 2005 blev en del af 3F sammen med bl.a. SiD.

Georg Viggo Poulsen døde onsdag 84 år gammel under et besøg på Bakken nord for København.