20-årige Line Blichfeldt Jensen får tildelt den sjældne Medaljen for ædel Daad. Hun svømmede gennem det iskolde vand i Præstø Fjord og slog alarm, da båden fra Lundby Efterskole kæntrede 11. februar 2011. En lærer omkom, og flere elever fik mén for livet. Her er hendes beretning:
»Jeg sidder på plads tre i båden. Det blæser og er koldt. Der er mange bølger på vandet. Vi skal slå en tidsrekord. Vi kommer ud til en bøje og skal til at vende. Så slår bølgerne ind fra den ene og den anden side. Per refleks læner vi os alle til den ene side, og vi vælter rundt.«
»Så ligger vi i det her iskolde vand. Der går bare panik i folk, og folk får helt klare øjne, og ingen sagde noget. Der er få, der råber »nu dør vi, nu dør vi«. Vi vidste jo godt ,at vi var alene. Vi vidste godt, at ingen kunne redde os. Der er en dreng, der får fat i mig. Jeg hjælper ham hen til båden, for han trækker mig ned. Han havde regnet med, at han kunne bruge mig som støtte. Vi kigger så over på vores efterskolelærer. Han er sådan en armymand, som folk så op til og stolede på. Man kunne se, at han var bange. Han råber så til os: »Vi kan ikke få vendt båden. Svøm ind mod land.« Den vejede 500 kg.«
Læs også:
»Da jeg så hører læreren råbe, at vi bare skal svømme ind mod land, er jeg egentlig meget egoistisk: Godt, jeg skal bare op af det her vand. Jeg svømmer højre om båden og forbi mange af eleverne. Dér møder jeg så min rigtigt gode veninde på efterskolen, Cecilie, som spørger, om jeg ikke vil vente, for hun vil gerne med mig ind mod land. Jeg siger så til hende: Jeg har ikke kræfter til at få dig ind og svømmer så forbi hende og videre, for jeg vidste jeg ikke ville have kræfter nok. Jeg svømmer et kort stykke med en af drengene. Han opgiver på vejen. Han siger: Jeg opgiver, Line. Jeg kan ikke. Jo, siger jeg, selvfølgelig kan vi det. Han siger: Jeg er nødt til at vente på de andre. Han var tappet for kræfter.«
Læs også:
»Jeg vælger så alene og som den forreste at svømme ind mod land. Der går rigtigt mange tanker gennem mit hoved. Min største frygt er, hvis jeg ikke skal hjem og se min mor og min far og min søster igen, som jeg har et vildt tæt forhold til. Jeg når også at tænke: Jeg er for ung til at dø. Jeg er kun 16 år og har slet ikke nået alle de ting, jeg gerne vil. Have en mand. Børn og alt sådan noget. Det ville blive skåret ud af mit liv, hvis jeg ikke skulle leve mere. Jeg gør mig rigtigt mange tanker. Om det er viljen til bare at ville livet, der har ført mig ind mod land. Jeg har aldrig været i særlig god form. Men måske troen på, at jeg bare gerne ville leve og komme hjem til min familie. Det mener jeg selv er årsagen til, at jeg kom ind til bredden.«
»Jeg har dunjakke på og gummistøvler og redningsvest. Mine fingre og tæer er fuldstændig nedkølede og føles, som om der er isklumper på. Så kravler jeg over nogle isflager og over en bakke og står og kigger ud over vandet og kan se to af eleverne og en lærer, der er på vej ind mod land. Blandt andet ham jeg svømmede lidt med. Der er bomstille. Jeg kan se båden, der ligger og er vendt rundt, men jeg kan ikke se andet. Dér går det op for mig, hvor alvorligt det er. Så jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal ind mod Præstø og skaffe hjælp. Jeg havde en god fornemmelse for, hvor jeg var og var ikke i tvivl om, hvilken vej jeg skulle løbe. Der er cirka tre kilometer til Præstø.«
Læs også:
»Jeg løber med vand i gummistøvlerne og våd dunjakke. Jeg havde en underlig tanke om, at jeg ville komme til at fryse, hvis jeg tog tøjet af. Underligt, når det hele var drivvådt. Det var omkring frysepunktet. Jeg er mere fattet og målrettet, end da jeg lå i vandet.«
»Til sidst er jeg så afkræftet, at jeg ikke kan løbe mere, men må gå i raskt tempo. Jeg har ikke flere kræfter tilbage. Jeg er ganske vist rigtigt, rigtigt kold, men efter at have rørt mig lidt føler jeg inde omkring hjertet og brystet, at der alligevel er lidt varme tilbage på en mærkelig måde.«
»Jeg kommer forbi Nysø Gods, men tænker, at det er umuligt at finde nogen deroppe. Jeg fortsætter mod Præstø by og kommer over en skråning. Det viser sig at have været et lægehus, men jeg troede, at det var nogle lejligheder, hvor jeg så skulle stå og ringe på ringeklokker forgæves efter hjælp.«
»Det første jeg ser, hvor jeg tænker: De må have åbent, er en bilforhandler i udkanten af Præstø by. Jeg råber bare ind i butikken: Skaf hjælp ude på fjorden, og de spørger og bliver selvfølgelig forskrækkede over, at jeg bare kommer brasende ind ad døren. Jeg er fuldstændig grå i hovedet. Mine gummistøvler og min jakke var fyldt med vand og vejede vel sammenlagt omkring 12 kilo. Jeg slår alarm 12.42. Vi kæntrede 11.22.«
»Det er noget, man aldrig vil glemme. Ulykken har gjort mig stærkere som person og mere voksen. Jeg ville selvfølgelig gerne have været den foruden, men jeg har lært meget. Om hvor meget man skal sætte pris på sit liv og nyde de små ting i hverdagen, som vi plejer at tage for givet. Når man er sammen med sin familie f.eks. Nogle tænker, at det bare er en hverdagsting at være sammen med familien, men jeg er begyndt virkeligt at nyde og værdsætte at være sammen med venner og familie og afsætter meget tid til at være sammen med dem, jeg holder meget af.«
»Jeg lærte den gang som 16-årig at tænke lidt mere over de større ting, der kommer til at ske i livet. Jeg var heldig og klarede det så godt, at jeg kunne starte på gymnasiet lige efter. Og jeg lærte at skulle leve med det, der var sket.«
»Jeg er ellers et meget beskedent menneske, men jeg er meget stolt af at have fået medaljen. Det er mærkeligt at blive hædret som en helt og have gjort noget stort for andre. To af drengene skrev efter ulykken til mig: Tak fordi du reddede mit liv. Det var underligt. For hvad svarer man til sådan en besked? Man kan jo ikke bare svare: Velbekomme, eller det var så lidt. Jeg kommer nok aldrig helt til at forstå, at jeg har været med til at redde andres liv.«
