Liselotte Lykkemark slugte som 16-årig et glas hovedpinepiller for at tage sit eget liv, men fortrød kort efter. Hun mener, at begrænsningen på håndkøb af piller forhindrer impulsive selvmordsforsøg.
Da hun trådte ind i TV-stuen, blev de andre elever tavse. Vendte blikket mod Liselotte Lykkemark i døren, så det slog knuder maven på hende. Hun var ikke i tvivl. De havde bagtalt hende. Igen.
Under aftensmaden kiggede de skævt til hendes tallerken. Det følte hun og læste i deres øjne: »Nu har hun igen taget for meget mad«.
»Jeg var hele tiden på vagt, og der skulle bare det mindste til, før jeg tænkte, at det var mig, der var noget galt med med,« siger hun til Berlingske.
Otte måneder inde i opholdet på efterskolen i Vejle havde hun efterhånden vænnet sig til følelsen af at være elevflokkens sorte får. Men den torsdag aften i marts 2010 blev det for meget for den dengang 16-årige efterskolepige.
»Det hele kulminerede bare lige pludselig. Jeg var vildt ked af det og tænkte: Nu gider jeg ikke mere.«
Hun gik op på sit værelse. Greb en flaske vand og plasticdåsen med hovedpinepiller på skrivebordet og skruede låget af. Hældte i hånden, puttede i munden og skyllede ned. I løbet af et minut slugte Liselotte Lykkemark mellem 50 og 75 smertestillende tabletter. Da hun havde sunket den sidste, skrev hun et afskedsbrev til sine forældre for at undskylde. Og så fortrød hun.
»Jeg fik dårlig samvittighed, så jeg skrev i en SMS til to af mine veninder på efterskolen, at de skulle skynde sig op på mit værelse.«
Veninderne tilkaldte en lærer, og en times tid senere faldt Liselotte Lykkemark i søvn i en hospitalsseng på Vejle Sygehus – med livet i behold og pillerne ude af kroppen.
Selvmordstanker siden 7. klasse
Tanken om at tage sit eget liv strejfede hende allerede i 7. klasse. Hun blev mobbet i skolen og følte sig til besvær i hjemmet, fordi hun havde type 1-diabetes.
»Jeg bildte mig selv ind, at det ville være meget bedre for alle andre, hvis jeg var væk,« siger Liselotte Lykkemark.
Men hun fandt undskyldninger, som hun kalder dem. Grunde til at blive her – bare lidt endnu.
»Jeg kunne lige vente til efter det der arrangement i weekenden, og jeg skulle jo også lige være der til min konfirmation. Jeg fandt flugtveje,« siger hun.
De triste tanker holdt hun for sig selv.
»Det var jo forkert at have det sådan, tænkte jeg. Så jeg ville ikke have, at andre skulle vide, at jeg gik rundt med de ting i hovedet.«
Ikke før den stille stund på efterskoleværelset, hvor hun skreg sine problemer ud til verden på en måde, som særligt unge teenagepiger vælger at gøre det.
»Det var et råb om hjælp. I virkeligheden ville jeg jo ikke gøre en ende på det hele. Jeg kunne bare ikke finde på andre måder at sige det på,« siger Liselotte Lykkemark.
»Det var en impulsiv beslutning. Adrenalinen pumpede, og jeg tænkte ikke rigtig over, hvad jeg egentlig var i gang med.«
Derfor er hun lettet over at være i live i dag og en varm fortaler for de restriktioner på håndkøb af smertestillende medicin, som Sundhedsstyrelsen indførte i 2013, og som viser sig at have nedbragt antallet af selvmordsforsøg med hovedpinepiller markant.
»Det er da fjollet, at folk, som skal bruge både Ipren og Panodil, ikke kan købe en pakke af hver. Men de mennesker, som har brug for mange smertestillende piller, kan jo få recepter, så jeg synes, det er godt. Det har jo virket. Man har fjernet muligheden for den her impulsive handling, som min var. Hvis man skal have fat i 300 piller i dag, skal man altså rundt i ret mange butikker, og så når man måske at komme på andre tanker undervejs,« siger Liselotte Lykkemark.
Hjælper andre på rette vej
For et år siden startede den nu 22-årige lærerstuderende som frivillig i Det Sociale Netværks rejsehold, Unge På Vej. Hun tager rundt på landets ungdomsuddannelser for med sin egen personlige historie at tale højt om sårbarhed og vække håb i unge mennesker med knuder i maven. Det lykkedes ifølge Liselotte Lykkemark selv, da hun for første gang som frivillig stod foran et publikum på Social- og Sundhedsskolen i Køge.
»Der var den her pige, som kom hen til mig bagefter og havde brug for at snakke. Hun havde det svært, og jeg kunne genkende meget af det fra mig selv. Men da jeg kørte derfra, følte jeg, at jeg havde givet hende nogle gode råd og gjort en forskel.«
