Tirsdag holder Løkke sit livs vigtigste tale. Får vi en statsmand med overblik at se, eller en trængt partiformand med ryggen mod muren?

Klokken 12.00 ringer Folketingets formand Pia Kjærsgaard med sin klokke og giver ordet til statsminister Lars Løkke Rasmussen.



I de næste 40 minutter vil han fortælle, at Danmark er et af de bedste lande i verden, men at kursen skal justeres.

Hans blik vil vandre fra talepapirets mange bogstaver til dronning Margrethe oppe i kongelogen, skråt til højre for talerstolen og derefter glide ned til Liberal Alliances stifter og politiske leder Anders Samuelsen, der sidder på forreste række i folketingssalen.

Manden med det ’stålsatte blik’ vil lytte opmærksomt efter, hvad Løkke siger om topskattelettelser.

Blev landets fremtid kun bestemt af to mennesker, må det være af et disse to.

Løkke er hovedarkitekten bag en stribe markante reformer. Han stod bag det fri sygehusvalg i 2002, kommunalreformen i 2004, skattereformen i 2009 og afskaffelsen af efterlønnen i 2011.

Politisk krydsfelt

Sådanne politiske sejre kan Samuelsen ikke prale af. Han har derimod en klemme på Løkke. Uden Liberal Alliances 13 mandater var Løkke aldrig blevet statsminister, og støtten havde en pris. Topskatten skal sænkes med fem procent, og det er ikke til forhandling, har Samuelsen gentaget til bevidstløshed.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl står lige så stejlt på, at han ikke vil føje Samuelsen, og det er i dette krydsfelt, Løkke nu skal manøvrere.

Hvis nogen kan finde en løsning, er det Løkke, lyder det fra flere erfarne borgerlige politikere, som BT har talt med ’til baggrund’, som det hedder, når kilderne ikke ønsker at blive omtalt ved navn.

Folk, der følger Løkke tæt, beskriver, hvordan der kan dukke ting op i de processer, han sætter i gang, hvor man siger: »Her er løsningen sgu.« Løkke beskrives som snu til pludselig at se udgangene og løsningerne.

»Mit indtryk er, at Lars Løkke er en mand, der trives i kaos,« siger DF’s magtfulde pressechef Søren Søndergaard.

Det hører med til billedet af Løkke, at han i nogle situationer optræder som statsmanden med den brede appel til partierne om at lægge kævlet til side og finde brede løsninger.

Andre gange løber han ud ad et sidespor og finder kreative løsninger på fastlåste problemer. Han kan være tilbagelænet og impulsiv. Humoristisk og ganske opfindsom.

I den bedste udgave af Løkke er han manden, der samler trådene, får en kompliceret proces til at glide og laver en aftale. Spørgsmålet er bare, om det er den side af Løkke, Christiansborg kommer til at se i de næste afgørende uger.

Partierne skal bringes sammen

De Radikales leder Morten Øster­gaard har med en vis bekymring set, hvordan partierne i blå blok har gravet sig ned i skyttegravene og overdænget hinanden med granater.

»Jeg synes, det er et dristigt udspil, regeringen er kommet med. Set fra vores stol lever det ikke helt op til de pæne ord om de fremtidige generationer, fordi man skærer ned på uddannelserne. Hvis det skal blive til andet end et dristigt udspil, må man bringe parterne sammen. Boligskatterne er en dark horse i det her. Jeg ved, hvor giftigt det er. Men når timeglasset løber ud, er man nødt til at komme ud på isen og bringe parterne sammen,« siger han.

Arrogant og hensynsløs

På en augustdag får den konservative formand Søren Pape Poulsen en opringning fra statsministeren. Klokken er 16 om eftermiddagen.

Lars Løkke orienterer ham om hovedpunkterne i sin 2025 plan, men det er meget sent, den konservative formand får besked. Der er kun fire timer til, at Løkke offentliggør hovedpunkterne i sin plan for alle, der gider følge med på Facebook.

Og ikke nok med det. DFs formand Kristian Thulesen Dahl blev ifølge BTs oplysninger orienteret allerede om søndagen. Et helt døgn før.

De blå støttepartier er blevet udsat for Lars Løkke Rasmussens dårlige sider: Arrogance, manglende orientering og manglende hensyntagen til ’vennerne’.

I blå blok undrer man sig over, at han ikke inviterede de blå partiformænd på kaffe på Marienborg nogle dage før og gav en orientering. Politik er også psykologi, og det kunne have forbedret humøret i blå blok. Nu er det værre end nogensinde, og Lars Løkke skal forsøge at læge de blødende sår, når han i morgen tager hul på åbningstalen, før et kaotisk politisk efterår, der kan ende med valg i utide.

Løkke har, ifølge BTs kilder i blå blok, foreløbig intet gjort for at løse problemerne. Der foregår ingen reelle forhandlinger i øjeblikket, og forhandlingspartnerne mistænker Løkke for at trække det ud med vilje og så håbe, at en løsning vil vise sig, hvis 2025-forhandlingerne filtres sammen med finanslovsforhandlingerne.

Ringe tillid mellem V og LA

Den manglende fremdrift ved forhandlingsbordet skyldes også, at finansminister Claus Hjort Frederiksen ifølge BTs kilder ikke har været tryg ved at vise Liberal Alliance sine fortrolige udspil. Frygten for, at papirerne blev lækket til pressen, har simpelthen været for stor.

Et konkret eksempel på den manglende tillid mellem regeringen og Liberal Alliance er, at regeringen endnu ikke har offentliggjort sit forslag til et nyt ejendomsvurderingssystem. Planen har været færdig længe. Men den indeholder så mange dårlige nyheder for boligejere i bestemte dele af landet, at Løkke vil være sikker på, at Anders Samuelsen ikke vælter regeringen, når den først er blevet lanceret.

For Løkke er det et skrækscenarie, at han skal stå alene i en valgkamp og forsvare stigende boligskatter.

Socialdemokraterne undrer sig over Løkkes manglende krise-håndtering: »Det virker som om, Løkke har været i flyverskjul, siden han fremlagde sin 2025-plan, og samtidig er problemerne vokset i blå blok,« siger deres politiske ordfører Nicolai Wammen.

»Det tyder ikke på, at Løkke er den store håndværker. Det undrer mange, at statsministeren lægger en plan frem, som ikke et eneste andet parti end hans eget bakker op om. Det kan man ikke kalde for politisk håndværk i verdensklasse,« siger han.

En spontan politiker

Toppolitikere, der har forhandlet med Lars Løkke, fortæller, at han er meget spontan. Han kan være en bisse og begå fejl, især når han er i dårligt humør.

»Man kan komme ud fra et møde med ham og have aftalt noget helt andet end det, man gik til møde om. Det er en svaghed, at han ikke sætter sig et klart mål,« siger en kilde i blå blok.

Som forhandler er Løkke stik modsat forgængeren Anders Fogh. Når man gik til forhandlinger med Fogh, vidste man fra begyndelsen, hvad han ville. Løkke er meget mere uudgrundelig, og det er uklart, hvor han vil hen. Han er også dårligere til at pleje støttepartierne, end Anders Fogh var. Fogh holdt tæt kontakt til Pia Kjærsgaard, og mange undrer sig over, at Løkke ikke har plejet forholdet til Kristian Thulesen Dahl bedre.

Det bliver betragtet som arrogant, og vurderingen er også, at Lars Løkke simpelthen har fejllæst Anders Samuelsen og regnet med, at han ville acceptere den mindre topskatte­lettelse Løkke opererer med i sin 2025-plan. Samtidig vurderes det som en regulær brøler at lancere 2025-planen uden at have vendt den med støttepartierne.