Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) 'fordømmer på det kraftigste den dystre handling, vi har set i nat.'

Det siger han i en udtalelse søndag aften oven på terroren, der har ramt natklubben Pulse i Orlando, Florida, hvor 50 mennesker blev dræbt og 53 såret, da den formodede gerningsmand - den 29-årige Omar Mateen - ved 2-tiden natten til søndag lokal tid begyndte at skyde natklubbens gæster:

»Det står nu klart, at vi i nat har været vidne til et modbydeligt angreb på retten til at være den, man er. På retten til at holde af den, man holder af. Alt for mange uskyldige mennesker har mistet livet i Orlando, fordi frisind og tolerance er blevet mødt med had,« siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

»Min dybeste medfølelse går til ofrene, deres nærmeste og hele det amerikanske folk. Angrebet er ikke kun meningsløst. Det er også nytteløst. I stedet for at splitte os, vil det forene os. Vi slår ring om de værdier, vores samfund er bygget på: Friheden til at leve det liv, man ønsker.«

Den formodede gerningsmand.
Den formodede gerningsmand. Foto: Facebook
Vis mere

Lars Løkke Rasmunssen siger videre:

»Jeg fordømmer på det kraftigste den dystre handling, vi har set i nat. Vi danskere står skulder ved skulder med amerikanerne i deres sorg. De danske myndigheder følger situationen i Orlando tæt.«

Søndag aften dansk tid oplyser Reuters, at terrorbevægelsen Islamisk Stat har taget ansvaret for handlingen, der er blevet kaldt ‘terror’ af den amerikanske præsident Barack Obama. Pulse er kendt som en natklub for homoseksuelle.