»Hvis man har noget overskud, gælder det om at give det videre,« siger Kim Wolff og Louise Frederiksen, der som den første familie i Danmark har takket ja til at få stillet en såkaldt venligbolig, der skal huse flygtninge, op i deres baghave. De næste måneder følger Berlingske, hvordan det går.
Kim Wolff og Louise Frederiksen kigger på hinanden. Om de slet ikke har haft et milligram af bekymring for idéen, spørger jeg. Noget, de er nervøse for? Betænkeligheder? Forbehold?
»Ærlig talt,« siger Kim Wolff, »kan jeg ikke se, hvad det er, der skulle gå galt.«
Som den første familie i Danmark har de sagt ja til at få en såkaldt venligbolig stillet op i deres have nord for København. Om alt går vel, flytter to-tre flygtninge, måske en syrisk familie, til efteråret ind i et 30-50 m2 stort træhus, der skal stå et sted på familiens grund. Nye naboer, nye venner måske. Men også en ultrapræsent integrationsopgave, der flytter helt ind i den danske families hverdag.
»Selvfølgelig skal vi lægge noget energi i projektet,« siger Louise Frederiksen, da Berlingske besøger dem i deres ombyggede sommerhus på en idyllisk gammel landbrugsgrund i Vejby.
»Men jeg ser det ikke som hjælpearbejde. Jeg ser det som noget, der genererer overskud.«
Det tog derfor ikke Kim Wolff og Louise Frederiksen mange minutter at svare »ja«, da deres bank, Fælleskassen, som finansierer projektet Venligbolig, tidligere på året spurgte dem, om de havde lyst til være med. I sidste måned stemte byrådet i Gribskov Kommune, hvor de bor, som det første i landet også ja til, at familier, der ønsker det, kan blive mentorfamilier for flygtninge og få en venligbolig placeret i baghaven.
Nu venter Kim og Louise, der begge er selvstændigt erhvervsdrivende – hun er designer, han frisør – bare på, at flygtningene udvælges, huset bygges, og projektet kommer i gang.
»Hvis man har noget overskud, gælder det om at give det videre. For de fleste folk behøver ikke at blive båret frem for at klare sig. Heller ikke flygtninge. De skal bare have et lille break, en chance. Det er det, vi prøver at vise: at det er forbavsende lidt, det faktisk kræver at bidrage lidt,« siger Kim Wolff.
Integration 2.0
Netop det er visionen bag projektet Venligbolig, som ONV Arkitekter samt idé- og rådgivningsfirmaet 2+1 står bag.
»Mange danskere vil gerne hjælpe, men hvis det blive for stor en belastning i hverdagen, falder de fra. Det forstår jeg godt. Jeg har selv fire børn og rigeligt at se til, så efter tre-fire dage kan man måske ikke lige overskue at blive ved med at dele køkken og bad med nogle flygtninge, man har indkvarteret på et gæsteværelse,« siger Johan Galster fra 2+1.
Ifølge ham er der principielt ingen grænser for projektets udbredelse. Husene er designet til at kunne indpasses på en klassisk dansk parcelhusgrund på 900 m2, men kunne ifølge Johan Galster også passes ind i f.eks. en gårdkarré med lejligheder. De kan placeres på store landbrugsgrunde som Kim og Louises i Gribskov, men også i tætbebyggede kommuner som Frederiksberg.
»Der er mange idéer, som er svære at realisere. Men her er ikke noget, som ikke kan lade sig gøre. Det er nemt at bygge billige kvalitetshuse. Danskerne vil gerne hjælpe. Det svære består kun i at tænke nyt, f.eks. opbløde skellene mellem, hvad der er privat, og hvad der er offentligt. Men folk lejer jo allerede deres lejlighed ud via deletjenester som airbnb, så jeg tror, mange er klar til at overføre det til noget, der samtidig hjælper.«
I husene er der plads til enten tre voksne eller en familie på to voksne og to små børn. Og modsat de pavillonløsninger, flere kommuner har bygget for at løse det akutte boligproblem, har flygtningene eget køkken og bad. Husene koster omkring en halv million at producere og ejes af foreningen Venlig-bolig. Derefter lejer kommunen boligerne og udlejer dem til flygtninge.
Borgerens eneste »udgift« er de kvadratmeter, vedkommende stiller gratis til rådighed, hvor huset skal stå. Og så naturligvis det frivillige arbejde, der ligger i at være nabo og mentor for en fremmed familie, der skal integreres i det danske samfund. Som udgangspunkt binder familien sig i tre-fem år.
Projektet handler derfor ligeså meget om integration som om logistik.
»Ved at sætte nogle familier i spil, som selv har sagt ja, er der en goodwill fra starten, som kan tage lang tid at opbygge, når man f.eks. placerer pavilloner på kommunale grunde eller nedlagte børne-haver,« siger Morten Ulrik Jørgensen (Nyt Gribskov), formand for plan og miljøudvalget i Gribskov Kommune.
I dag samler mange kommuner 5-15 flygtninge i nedlagte huse, som ingen gider bo i, langt væk fra alting. Det gør flygtningene deprimerede og naboerne frustrerede. Med det nye pilotprojekt, der skal tælle en lille håndfuld familier, vil Gribskov prøve at sprede flygtningene ud i ressourcestærke lokalsamfund, som aktivt har valgt dem til.
»Det kan umuligt blive meget dårligere end det er i dag, hvor de fleste flygtninge ender i ghettoer. Så hvorfor ikke prøve noget nyt?«siger Morten Ulrik Jørgensen.
Damaskus-knægt i en granskov
For Louise Frederiksen og Kim Wolff er det afgørende, at de flygtninge, som flytter ind på deres landsbrugsgrund, faktisk ønsker at bo i naturen.
»Det giver jo ingen mening at placere en familie, der har levet af deres eget landbrug, på Nørrebro eller en ung dreng fra Damaskus i en granskov, sådan som kommunerne gør i dag. Vi vil have nogle, som vælger os. Vi tror på, at menneskers ressourcer bruges bedst, hvis de selv kan se en mening i, hvor de bor,« siger Kim Wolff.
Han og kæresten ejer Frændekilde-gården i udkanten af Vejby, som de er ved at ombygge til »moderne forsamlingshus«. Her skal familier fra hele landet kunne komme på naturferie og madskole. Hans datter, svigersøn og tre børnebørn er også flyttet op på gården og skal stå for at drive den nye gårdbutik.
Drømmescenariet er, at deres nye flygtningenaboer måske endda kan arbejde på landbrugsjorden eller i gårdbutikken, så venligboligen ikke kun løser et boligbehov, men også kaster arbejdspladser af sig.
For Louise og Kim er venligboligen blot et af flere elementer i deres vision: At vi skal komme hinanden mere ved – ikke kun flygtninge, men også danskerne imellem.
»Hvis børn har lavet et loppemarked for eksempel, skal man ikke gå forbi dem, men stoppe op og i det mindste købe en lille dims. Vi skal løfte blikket og se hinanden i øjnene. Man må belønne engagement,« siger Louise Frederiksen.
Kim og Louises familie tæller foruden fem sammenbragte og fælles børn en syrisk flygtningedreng, Hadi, som Louise blev værge for sidste år. Gennem ham er de blevet bekræftet i deres egne tanker om integration: At integration af flygtninge ikke handler om at hjælpe og passe på, men om ligeværdighed og give folk noget at rive i.
»Der er så meget, man kan gøre. Med Hadi har vi gennemgået alle dele i min bil: gearkasse, baglygter, sidespejl. Man behøver ikke sætte et hus op i sin have for at hjælpe. Man kan f.eks. blive lektiehjælper en gang hver anden uge. Det vigtigste er at lære at tale dansk. Bagefter kan flygtningene meget bedre hjælpe sig selv. Det er det, vi tror på: at hvis man bruger sit overskud til at give folk en chance, griber de fleste den,« siger Louise Frederiksen.
Venskabet har ikke kun givet den syriske Hadi et nyt dansk netværk. Det har også udvidet familiens eget perspektiv.
»Den anden dag, da Hadi havde besøgt os her i Vejby, og vi kørte ham hjem til hans trøstesløse værelse i en anden kommune, kunne jeg se i bakspejlet, at vores femårige datter, Anni, sad og holdt ham i hånden på bagsædet,« siger Kim Wolff.
»Selvfølgelig er der mange flygtninge, der har traumer. De har en anden kultur. Der skal helt sikkert dukke alle mulige udfordringer op. Men både vi, flygtningene og kommunen er jo interesseret i, at det skal lykkes. Så jeg er sikker på, at der er en bevægelse på vej i Danmark, og der vil komme stadig flere familier med.«
