I dag åbner M/S Museet for Søfarts udstilling »Sex & the Sea«, der kaster lys på forestillingerne om sømandens sexliv og længsler på de syv have.
Thomas Lindegaard Madsen, kaptajn i Maersk Lines, var for snart 25 år siden yngste mand ombord. En fremmed, erotisk verden åbnede sig for drengen, som stod til søs for at blive en rigtig mand. Men så skete der noget, der skulle ændre hans liv.
Alle kendte hinanden i 1980ernes Nørre Søby, 15 km syd for Odense. Thomas Lindgeaard Madsen gik i landsbyskolen, og efter skoletid legede han med de andre unger på markerne og i skoven, og han skulle først være hjemme ved spisetid. Midlerne var små med en mor, der var hjemmegående, og en far, der forsøgte at få det til at hænge samme som svinebonde. Alligevel var der råd til en charterferie om vinteren, og om sommeren sejlede familien i sin egen båd.
En barndom som så mange andres. Men Thomas vidste, at han var anderledes. Da han kom i puberteten, begyndte han at synes, at drengene var mere interessante end pigerne. Han var klar over, at det nok var bedst at holde det for sig selv: »Det at være homoseksuel var nærmest det værste, man kunne være i min familie«.
I stedet bildte han sig selv og alle andre ind, at han var som de andre drenge. I gymnasiet scorede han for eksempel skolens flotteste pige, men andre længsler dukkede alligevel op til overfladen.
»Da jeg besøgte hende første gang, var hendes bror hjemme på weekend fra Livgarden. Han var faktisk mere spændende, end hun var, og jeg tænkte: »Det går jo ikke, det her,« fortæller han.
Thomas’ studentereksamen var ikke noget at råbe hurra for. Men så hørte han om styrmandsaspirantuddannelsen, hvor man kunne komme i praktik på handelsskibe, inden man begyndte på den teoretiske del. Familien havde jo altid sejlet, og selv havde han vundet mesterskaber på Faaborg Fjord i sin optimistjolle.
»Og så kunne det jo være, det gik væk, det der med drengene. Hvis nu man stod til søs, så blev man vel en rigtig mand, tænkte jeg.«
Første langtfart var i 1992 med skibet »Brazilian Reefer«, der sejlede for rederiet Lauritzen. Den ene af besætningens to elever, 19-årige Thomas, oplevede det hele som »spændende, maskulint og eksotisk«. Besætningen var en blanding af filippinere og danskere.
»Alle snakkede om de damer, de havde i sidste havn, og om dem, de skulle have i næste. Der var ikke nogen beskidt mandehørm, jargonen var snarere mere drillende og sjov. Så jeg lyttede og gjorde da, hvad jeg kunne, for at snakke med. Jeg havde jo haft pigekærester derhjemme,« fortæller Thomas Lindegaard Madsen, som i dag er 44 år og kaptajn i rederiet Maersk Lines.
Da skibet kom til Santos i Brasilien, viste besætningen yngstemændene de barer, der ikke lå så langt fra gaten på havnen.
»Der var masser af liv og glade dage. Straks kom pigerne over og satte sig på skødet af os. Det var pigerne, der valgte, hvem de ville have, ikke omvendt. Vi to unge elever slap da heller ikke for at få en pige på skødet, og »Where are you from?« blev meget hurtigt til »I love you!«
Hvad det kostede, blev der ikke talt om, det handlede mere for alle om at have »a good time«, også for pigerne. Senere betalte man det, man syntes eller kunne. Vi elever betalte ikke noget, kun et bidrag til hotelværelset.
For pigerne var vi søfolk deres »boyfriends« og i den uge skibet lå i havn, var man kun sammen med den samme hver eneste aften,« husker Thomas. At der også var pæne mænd at kigge på, lagde Thomas låg på.
»Det kunne jo ødelægge min uddannelse, fremtidige karriere, familieliv, ja, alting, hvis det kom frem, at jeg egentlig hellere ville være sammen med mænd«.
»Piger kom ud i små både og kravlede ombord, iført lange, opslidsede kjoler og stiletter, og så var der fest!«
Pigerne var meget jaloux, og Thomas overværede et opgør, hvor en pige truede en anden med et barberblad.
»Hvis nogen prøvede at skifte modellen fra første aften ud med en anden senere på ugen, så var der ballade,« siger Thomas. Det var umuligt at snige sig i land, når man om aftenen fik fri efter dagens dont, for pigerne ventede nede ved gaten. På havnekontoret hang der lister over skibe, der skulle komme til Santos, og pigerne holdt styr på, om deres boyfriend og hans skib kom igen.
»Hvis en pige så, at der kom et skib med en tidligere boyfriend, som f.eks. var officer og kunne betale mere, og hendes nuværende boyfriend kun var matros, kunne hun godt finde på at bede matrosen holde sig væk et par dage, så hun kunne være sammen med officeren. Pigerne måtte godt skifte ud, mændene måtte ikke,« fortæller Thomas, som også blev inviteret til en lejlighed af de filippinske sømænd. Her levede 4-5 piger i et familiepræget bofællesskab.
»Det viste sig at være et sted, matroserne plejede at komme, hver gang de var i Santos, til de samme piger eller »second wives«, selv om der kunne gå år imellem. Det var faktisk rigtig hyggeligt, og til trods for, at gildet blev betalt af os søfolk, handlede det lige så meget om hyggeligt samvær for alle,« siger Thomas, der godt er klar over, at ikke alt var rent idyl i havnebarerne i Brasilien, men som ikke husker situationen som blot sort-hvid.
Til gengæld var der mere ren forretning over det, da Thomas på sin anden langfart satte kursen mod Fjernøsten.
»En aften, vi lå til ankers ud for Bangkok, blev »kusselejderen« sat,« fortæller Thomas med reference til den rebstige, sømændene slængte over siden på skibet.
»Piger kom ud i små både og kravlede ombord, iført lange, opslidsede kjoler og stiletter, og så var der fest! Jeg havde ikke låst min dør, så pludselig væltede der en pige ind til mig og lagde sig i køjen: »I sleep here«? »Nej det skal du ikke, lille ven!« Så ud med hende, og så fik jeg låst min dør. Men resten af skibet hyggede sig vist.«
I Bangkok var systemet med pigerne helt anderledes end i Sydamerika, mere kontant. Pigerne sad i store udstillingsvinduer, og så kunne man vælge et nummer. På barerne i Patpong var der shows med ting, man aldrig havde forestillet sig, og der kom også piger hen og satte sig på skødet,« forklarer Thomas.
»Her lærte jeg så, at de smukkeste kvinder var mænd. De lokale ladyboys var utroligt smukke, men ikke noget for mig. Så på det skib var jeg ikke sammen med nogen,« fortæller Thomas.
»Så spurgte han: Er du homoseksuel? For det er jeg.«
Til gengæld skete der noget, da Thomas var ude på sin tredje sejlads som elev. Den tur kom på alle måder til at ændre hans tilværelse. »Jørgen Lauritzen« sejlede på Sydamerika og var langt oppe ad La Plata-floden i Uruguay i for at hente appelsiner. En aften var hele besætningen på det lokale diksotek for at have det sjovt.
»De lokale piger turde ikke danse med os søfolk, for det ville gå ud over deres rygte i den lille by, » fortæller Thomas.
»Så vi søfolk dansede da bare med hinanden, og jeg gav den gas på dansegulvet med den nye, unge overstyrmand. Han var en flot ung mand på 27 år, og jeg selv var 20. Ud på natten forsvandt de andre, og til sidst var han og jeg de sidste besætningsmedlemmer i baren. Så spurgte han: »Er du homoseksuel? For det er jeg.««
Thomas fik sin øl galt i halsen.
»Nu havde jeg gjort alt, hvad jeg kunne, for at komme så langt væk hjemmefra som muligt og blive en rigtig mand, og så så han lige igennem mig. Jeg svarede: »Det tror jeg nok, jeg måske er, men jeg ved det ikke rigtig…« Men alle parader faldt, og sammen fulgtes vi hjem mod skibet sidst på natten.«
På vejen passerede de en lille park, hvor de satte de sig på en bænk i mørket.
»Vi rykkede tættere og tættere sammen og kyssede lidt. Det var lidt spændende og meget farligt. Tænk, hvis der var nogen, der opdagede os, så ville vi nok få tæsk. Eller hvis nogen fra skibet så os? Men det var dejligt med mange sommerfugle i maven og føltes trygt. Tilbage på skibet gik vi op på hver vores kabine, og jeg tænkte ved mig selv: »Hvad var lige det, der skete der?««
»Jamen, Thomas, vi vidste jo godt, at du var oppe ved overstyrmanden hver eneste nat«
Næste morgen skulle den selvsamme overstyrmand sætte Thomas i arbejde.
»Vi kiggede begge lidt ned i dækket. »Ham kyssede jeg i parken i nat,« tænke jeg bare. Jeg kom gennem dagen med flere forskellige slags tømmermænd, og jeg tænkte, at det nok var dét og besluttede mig for at tage det som en oplevelse.
Men så om aftenen ringede overstyrmanden ned på Thomas’ kabine og bad ham komme op til sig.
»»Shit«, tænkte jeg, da jeg gik op ad trapperne, »Hvad nu?« Han ville bare gerne forklare og udrede det, der skete sidste nat. Men vi endte på sofaen, så det, der skulle have været en udredning, endte med i stedet at blive en »sammenfiltring«.
Begge mænd var skrækslagne for at blive opdaget, så Thomas sneg sig ad skibets udvendige bagtrappe ned til sit eget kammer.
De to mænd fortsatte med at være sammen resten af tiden ombord. Hver aften listede Thomas op ad bagtrappen til overstyrmanden og ned igen næste morgen.
Men så gik det galt. Efter en våd grillfest en aften på troperne - dengang måtte man ved særlige lejligheder drikke alkohol ombord - var Thomas forsvundet for at tilbringe natten med overstyrmanden.
De andre besætningsmedlemmer ville have ham til at komme tilbage til festen og hamrede på hans kabinedør. Men ingen svarede. Og så begyndte kollegerne at lede over hele skibet: »Det er bare ikke godt, når der mangler nogen på et skib. Det værst tænkelige er altid, at de er faldet over bord eller er sprunget selv,« forklarer Thomas.
Gennem skibets tynde vægge kunne de to mænd høre, hvordan kaptajnen blev vækket og varskoet, og Thomas sneg sig til sidst op på broen, så han var sikker på, at den øverstbefalende ville få øje på ham og alarmen afblæst.
Fra da af var Thomas og overstyrmanden endnu mere forsigtige.
Endelig oprandt den dag, da Thomas’ elevtid var forbi. Det var ikke sjovt at skulle sige farvel. Han var blevet forelsket.
»Jeg skulle følges hjem fra Montevideo med en hustru, der havde sejlet med, og da vi sad i flyveren, sagde hun: »Jamen, Thomas, vi vidste jo godt, at du var oppe ved overstyrmanden hver eneste nat.««
»De havde haft kendskab til det i flere måneder uden at sige et eneste ord til os. I dag ved jeg, at det var deres stiltiende accept,« siger Thomas, som fortsatte med at se overstyrmanden, da han var kommet hjem til Danmark igen. Faktisk blev de gift , og også hjemme i Nørre Søby blev Thomas’ famile meget glade for den mand, han var sammen med i 13 år.
»Så det med mændene gik ikke væk af at tage ud at sejle. Men jeg fandt mig selv og blev en rigtig mand.«
I dag er det en helt anden sag...
Som 38-årig blev Thomas udnævnt til kaptajn.
»Folk spørger mig tit, om ikke det er hårdt at være homoseksuel til søs. Men i de 23 år, jeg har sejlet, har jeg aldrig haft én eneste dårlig oplevelse, ikke ét eneste ord er der blevet brugt imod mig, fordi jeg var homoseksuel.«
»Vi er 7-8 forskellige nationaliteter ombord, og har alle nok at se til hver eneste dag med at vedligeholde og sejle skibet, så hvor du kommer fra, eller hvad du laver i dit soveværelse, er ligegyldigt, bare du laver et godt stykke arbejde og er til at samarbejde med. Det kunne man godt lære noget af i land,« siger Thomas, som alligevel efterlyser, at den stadig konservative rederibranche formulerer klare personalepolitikker for behandlingen af homoseksuelle ansatte.
»Det koster jo ikke noget, og det ville signalere både menneskelighed og rummelighed og styrke ethvert brand. Med langt over 100.000 ansat i »Det Blå Danmark« på verdensplan, taler vi alligevel om 5-10.000 homoseksuelle medarbejdere, der ville blive lidt mere glade og kunne gå på job med lidt mere oprejst pande og ro i sjælen.«
Thomas Lindegaard Madsen befinder sig på åbent hav på vej mod Singapore. Interviewet med ham er blevet til på email.
