Normalt er august den måned, hvor flest par giver deres ja til hinanden på rådhuset og i kirken. Men den specielle dato 7-9-13 gjorde september til sidste års rekordmåned.

En nærmest magisk bryllupsdato, som er noget nær umulig at glemme, lokkede rekordmange gifteklar par på rådhuset og i kirken i september måned sidste år.

Normalt er august den måned, hvor flest par lover hinanden at være sammen, til døden skiller dem ad, men datoen 7-9-13 gjorde september til sidste års rekordmåned, når det kommer til antallet af vielser. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

27.503 par blev viet sidste år, og hele 3.136 par gav deres ja til hinanden på datoen 7-9-13 - det svarer til 11,5 procent af alle 2013-vielserne. September slår med i alt 5.075 vielser dermed august måned, hvor 4.477 par blev gift.

Januar skraber bunden med kun 899 vielser, hvilket svarer til tre procent.

Men selvom september trak fulde huse i kirker og på rådhuse landet over, blev 1.000 færre par gift sidste år i forhold til året før. Og ser man på gennemsnittet for de seneste ti år, lovede 5.632 færre par hinanden evig troskab i 2013.

Hvert tredje par blev gift i en kirke sidste år, og det er langt færre end tidligere. Det til trods for at der i juni 2012 kom en ny type kirkevielser til, da det blev gjort lovligt for to personer af samme køn at sige ja til hinanden i kirken. Det gjorde 363 par i 2013 - langt de fleste af dem var lesbiske.