Når man mener noget, synes i bedste fald ti procent om det. Resten synes, man er en idiot, fortæller David Trads. Han har efter amerikansk forbillede forvandlet sig fra almindelig journalist til en meningsdanner, der konstant er på jagt efter noget at mene.
Forleden faldt det en læser for brystet, at David Trads i en klumme formastede sig til at håne Dansk Folkeparti, fordi Kristian Thulesen Dahl og kompagni ikke havde det fornødne mod til at gå i regering.
»Hr. Trads. Din egen status er som en art mandsling,« indledte den pikerede kvinde sin henvendelse og gav retorikken endnu et nyk: »Set med mine øjne så er du jo et menneske, der IKKE behøver et mærkat tatoveret: »Mors Dreng«. Ingen kan se mere tam, artig og tøset ud end netop du. Du som kun en mor ville kunne elske, det bør mødre jo. En »hjem-til-varm-cacao-efter-skole-mor-dreng«. Jeg har ondt af én som dig.«
David Trads har fået sat langt værre prædikater på sig. Folk har ønsket ham halshugget af Islamisk Stat, når han har argumenteret for værdien af det multikulturelle samfund.
Han er blevet kaldt landsforræder, når han har erklæret sin modstand mod Danmark som krigsførende nation. Ligesom han er blevet set som en opportunistisk vendekåbe og beskyldt for at elske islamister og svenskere, hvilket vist nok er nogenlunde lige slemt.
»Jeg møder selvfølgelig folk på gaden, der enten er glade for noget, jeg har skrevet, eller det modsatte. Nogle gange går jeg forbi nogen, hvor jeg kan høre den ene sige til den anden: »Se, der går det dumme svin« og den slags. Du skal virkelig være parat til at turde skrive noget, som du ved vil gøre mange mennesker vrede,« siger David Trads, da han skal ridse grundreglerne for meningsdannere op.
Et holdningsmenneske kan ikke pibe
»Det er jo sådan, at når man mener noget, synes i bedste fald ti procent, at det var godt sagt. Resten synes, du er en kæmpe idiot.«
Han tager imod i den herskabelige lejlighed på Frederiksberg Allé, han netop er flyttet ind i med sin familie. Til trods for de stærke holdninger til ham har han ikke hemmelig adresse og er ikke bange for, at nogen skal gøre alvor af truslerne mod ham.
»Det er altid noget, der foregår på Facebook, mail eller SMS. Det er ikke noget, folk siger direkte til mig. Der findes megen truende adfærd på nettet, men jeg tror ikke, det er noget, de mener. Det er et et øjebliks ophidselse, og man er en ventil for deres vrede. Jeg tager det ikke så tungt.«
For er man et holdningsmenneske, skal man ikke pibe, når nogen ikke kan lide det, man siger.
»Man skal være så selvglad, at man tror, at det, man siger, er så vigtigt, at andre mennesker skal belemres med at høre på det. Du skal være hårdkogt, selvglad og ekshibitionistisk.«
Pligt til at sige, hvad man selv mente
Dét er David Trads. Og så har han bare en ubændig trang til at mene noget. Konstant. Det gør han i dag i klummer i Jyllands-Posten, Altinget og på Avisen.dk, ligesom han hen over sommeren har sit eget program på Radio24Syv, hvor han hver dag mener noget om en aktuel problemstilling og på den baggrund duellerer med lytterne. For ikke at nævne hans opdateringer på Facebook og Twitter – ofte flere om dagen – hvor han også har en holdning til det meste.
»Det falder mig naturligt at mene noget og unaturligt at holde igen med at mene noget.«
Sådan har det altid været. Fra han voksede op i Suldrup syd for Aalborg. I et lærerhjem hvor forældrene var engagerede i socialt arbejde og sad i forskellige bestyrelser. Faren var en overgang formand for den lokale Venstre-vælgerforening, hvor først Christian Mejdahl og siden Bjørn Elmquist var folketingskandidater.
»Vi talte altid om politik. Det optog mig fra en meget tidlig alder. Jeg kan huske, at det var vigtigt at have en holdning. At jeg blev spurgt: »Ja, men hvad synes du?« Det var ikke nok, at man sad og ventede og kunne reagere på det, de andre sagde. Man havde pligten til selv at sige, hvad man mente.«
Den tilgang tog han med sig i elevrådet på skolen, og da han senere i gymnasiet var med til at arrangere Operation Dagsværk.
»De andre i skolen forventede altid, at jeg mente noget, og når jeg sagde, hvad jeg mente, var det en beruselse at opleve, at folk syntes, det var spændende, hvad jeg sagde. Det blev så ved.«
Han griner.
På Journalisthøjskolen var man til gengæld ikke interesseret i at høre, hvad han mente. Tværtimod.
»Jeg havde lige meldt mig ind i DSU (Dansk Socialdemokratisk Ungdom, red.), men fik at vide, at det måtte man ikke, og så meldte jeg mig ud med det samme. Jeg nåede kun at være medlem en måneds tid. Jeg kunne godt se, at det var rigtigt, og jeg synes stadig, at hvis man arbejder som almindelig journalist, skal man forsøge så godt, man kan, at camouflere, hvad man selv mener.«
De sociale medier er en perfekt platform
Så da David Trads efter endt uddannelse blev ansat på Jyllands-Posten, hvor han også havde været i praktik, parkerede han sine synspunkter, som han siger.
Både som Moskva-korrespondent og som politisk redaktør.
»Jeg havde jo stadig holdninger, men jeg holdt dem for mig selv.«
Lige indtil han i 2002 blev ansat som chefredaktør på dagbladet Information. Her blev han pludselig betalt for at have stærke holdninger, og han begyndte blandt andet at skrive kritisk om den krig i Irak, som Danmark var på vej ind i på det tidspunkt, og om udlændingedebatten, som Dansk Folkeparti i de år kom til at præge.
»Mit naturlige element er i virkeligheden at være chefredaktør, for dér ligger det i kortene, at man må mene noget om alt, samtidig med at man skal styre en redaktion, som jo ikke skal mene noget, men bringe fakta frem i alle mulige retninger.«
Trads stoppede på Information i 2004 og fungerede derefter i en periode som lektor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Men han mente stadig noget. Ikke kun i Politiken, hvor han på det tidspunkt skrev klummer, men efterhånden også på de sociale medier.
»Den platform passede mig perfekt. Det var som at skrive ledere eller kommentarer i en avis, men der var ikke nogen, der sagde: »Du må ikke skrive om det og det, eller det skal en anden skrive om. Jeg var fuldstændig fri og kunne udvikle mit eget medie.«
I 2006 kom han så tilbage i chefredaktørstolen, denne gang for den islandskejede gratisavis Nyhedsavisen, men forlod den igen i 2008 for at gå til Berlingske, hvor han blev USA-korrespondent.
»Her måtte jeg ikke mene noget i spalterne, men gjorde det alligevel på Facebook, fordi Lisbeth Knudsen sagde, at vi skulle teste de sociale medier. Det gjorde jeg til det yderste.«
En journalist med kant
Det var også i USA, han for alvor fik øje på potentialet i meningsdanneriet.
»De har en stærk tradition, man også kender fra Storbritannien, for det, de kalder columnists. Det er ikke det samme som at være klummeskribent herhjemme, hvor klummerne som regel handler om det meget nære personlige. En klumme i USA er mange ting. Jeg er fascineret af den type klummer, hvor stærke journalister, der har markeret sig inden for deres felt, journalistisk skifter til at skrive klummer, som blander almindelig journalistisk research, interview og reportage med et holdningsmæssigt twist. Man ved for eksempel godt, at når Nicholas Kristof fra New York Times skriver noget, så har han den grundholdning, at han går ind for mere lighed i USA og går op i klimaproblematikken. Man ved, det er hans ærinde. Men det er ikke bare en holdning, han lufter, det er hele tiden underbygget.«
Han indskyder: »Mens jeg var i USA, stod det klarere og klarere for mig, at en journalist med kant – en holdningsbåret journalist, som jeg vil kalde mig selv – er noget, læserne virkelig gerne vil have. De kan enten være enige med dig, og så får de nogle argumenter, som de kan bruge i diskussioner, eller de kan tænke: »Sikke en idiot, se nu, hvad han siger, det hænger slet ikke sammen.« De to poler tiltrækker et meget stort publikum, og jeg tror meget på, at det er noget af det, der skal drive medierne frem. Stærke holdningsbårne journalister. Så sådan én begyndte jeg at udvikle mig mere og mere til.«
I dag er David Trads ikke fastansat på noget medie. Han skriver sine klummer og holder foredrag. Lever af sine meninger kunne man sige.
»Jeg er meget bevidst om hele tiden at mene noget. Nogle siger: »For fanden da, skal du nu også mene noget om det?« Og nogle gange går jeg måske også for langt og skulle ikke have ment noget, men det er strategisk, at man hele tiden tør kaste sig ind i de debatter, man selv synes er vigtige. Og tør gøre det med et skarpt synspunkt og bliver god til at skære forbeholdene væk,« siger David Trads og lægger til, at det i særdeleshed er vigtigt, når man ikke har et stort medie i ryggen.
For at få inspiration og skyts følger han ikke kun nyhedsstrømmen. Han mødes også selv med aktører inden for de emner, han skriver om. Det kan være folk fra interesseorganisationer eller politikere. Sådan én kunne han forresten selv lige så godt være blevet.
»Hvis jeg ikke var blevet journalist, så var jeg sikkert blevet ved med at være medlem af DSU, og så var jeg nok blevet politiker. Det er jo vejen til det. Jeg valgte journalistvejen og at blive en fri meningsdanner.«
På mange måder minder det om at være politiker, siger David Trads.
»Du er bare ikke på valg.«
