Restaurantkæden lagde sag an, fordi kunder troede bøfkæden stod bag nyåbnede fiskerestauranter

Efter en dag som skydeskive for danskernes vrede på det sociale medie Facebook gik ejeren af Jensen’s Bøfhus lørdag aften på TV.

Til TV 2 Nyhederne forklarede han, hvorfor man fra første færd valgte at lægge sag an mod ejeren af et mindre spisehus i Sæby, ‘Jensens Fiskehus’.

- Hele sagen opstod, da Jacob Jensen åbnede restaurant i Kerteminde og Faaborg. Der blev jeg opmærksom på, at der var noget der hed Jensens Fiskerestaurant, for folk kom til mig og spurgte, om vi nu havde åbnet en fiskerestaurant. Det havde vi jo ikke, siger Palle Jensen til TV 2 Nyhederne.

Læs også: Boykot-side overhaler Jensen's Bøfhus' Facebook-side

Fredag afgjorde Højesteret, at Jacob Jensen ikke må kalde sin restaurant for ‘Jensens Fiskehus’. Desuden skal den fiskeglade restauratør betale 200.000 kr. i erstatning til Jensen’s Bøfhus. Afgørelsen rejste en såkaldt ‘shitstorm’ mod bøfkæden på særligt Facebook, hvor tusindvis af danskere tilkendegav deres vrede mod den store restaurant, der sagsøgte den lille mand.

- Jeg er overrasket over reaktionen, det gør ondt og påvirker en. Vi har ikke på noget tidspunkt ønsket at være den store mod den lille. Det var slet ikke meningen med denne sag, siger Palle Jensen til TV 2.

Nyhedsværten spurgte bøfhusejeren, der blev interviewet foran en af de restauranter, som mere end 72.000 danskere på facebook har truet med at boykotte, om han fortrød sagsanlægget.

Læs også: Ekspert: Dette ville klæde Jensen's Bøfhus nu

- Det var en sag, vi blev tvunget til, Vi havde ikke lyst til det på nogen måder. Men når folk forveksler Jensens Fiskerestaurant med Jensens…, svarede Palle Jensen, der her blev afbrudt af studieværten med endnu et spørgsmål.

- Det har noget at gøre med, at det er et varemærke, vi har bygget op. Lige som andre virksomheder beskytter deres, så beskytter vi vores varemærke, slog grundlæggeren af den landsdækkende bøfkæde fast.