I juli skriver Mattias Tesfaye, folketingsmedlem for Socialdemokraterne, skarpe debatindlæg på bt.dk. Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
Kommentar: Det er umuligt at integrere sig i et land, hvor alt skal læses mellem linjerne
Min ven er lærer og begyndt på en ny skole. Der er middagspause, og hun står på lærerværelset med sin madpakke. »Har I faste pladser,« spørger hun forsigtigt. »Nej, nej,« svarer en kollega afvisende. Men da hun sætter sig ved et tilfældigt bord, er det alligevel ’Prebens plads’ og ’Lises plads’, og liiiige præcis det bord er mest til de ældre kolleger.
Sikke noget fis! Sådan kan man sgu ikke modtage nye kolleger. Enten er der faste pladser, og så siger man det klart og tydeligt, eller også er der ikke. Hvorfor er der ikke en venlig sjæl, der viser min ven, hvor hun skal sidde, og afkræver hende 20 kr. til kaffekassen? Det kan virke lidt kontant. Men det skaber afklaring og tryghed. Uskrevne regler er typisk dansk! Det er i forvejen lidt utrygt at begynde et nyt sted. Hvorfor skal de nye også afkode en masse skjulte budskaber?
En ven inviterer til fødselsdag og skriver, at vi bare skal medbringe vores gode humør. Men hvorfor har alle så alligevel gaver med? Vi får at vide, at der ingen dresscode er, men ser alligevel lidt skævt til ham i klip-klapper og forvasket T-shirt. ’Opfør dig som om du er hjemme’, siger værten til gæsten. Men bliver alligevel fornærmet, når han går i køleskabet og drikker af kartonen.
I Tyskland er der klare autoriteter. Man tiltaler hinanden Hr. og Fru Efternavn. I Frankrig afleverer tjeneren aldrig regningen til kvinden. HAN betaler! I England er sproget pakket ind i høfligheder, som vi andre griner lidt ad, når vi ser Barnaby. Vi danskere hævder derimod at være fri for den slags snærende regler. Vi er jo ikke autoritetstro. Vi gør, som vi vil. Vi er frigjorte! Gu er vi ej! Vi har præcis lige så mange forventninger til hinandens opførsel, som andre folkeslag har. Forskellen er blot, at i Danmark skal man være opdraget fra barnsben for at høre alt det usagte, ellers er man på herrens mark.
Vi tænker sjældent over det, fordi vi gennem mange år har udviklet en fintfølende sensor, der aflæser alt det tvetydige og det uskrevne mellem linjerne. Jeg tror, vi har udviklet os med sådan en implicit kultur, fordi vi gennem århundreder har været et lille, homogent folk. I modsætning til andre nationer, hvor flere kulturer og religioner skulle leve sammen og derfor har opstillet meget eksplicitte forventninger til hinanden for at undgå misforståelser og konflikter.
Dem, jeg kender fra udlandet, har været ved at rykke håret af sig selv i frustration over at skulle integrere sig i Danmark. Fordi ingen fortæller dem, hvad vi forventer af dem. Måske skulle vi blive mere klare i spyttet:
Ja, vi har religionsfrihed. Men nej, du skal ikke rulle bedetæppet ud i hjørnet af kantinen. Hos os er religion en privatsag, som du ikke dyrker i det offentlige rum. Det finder vi anmassende. Ja, der er frihed til at gifte sig med, hvem man vil. Men nej, det betyder ikke, at arrangerede ægteskaber er o.k. Familien skal blande sig udenom. Det er vigtigt for os, at unge selv finder deres ægtefælle. Og nej, det er ikke lovpligtigt at deltage i julefrokosten, sommerfesten i børnehaven eller kaffekassen på arbejde. Men det skal du sgu alligevel!
Velkommen til Danmark... Og nå ja, vi har ikke faste pladser. Men du skal sidde her. Ved siden af mig. Skål...! Og ræk mig lige sovsen!
