Mens sparekniven svinges holder to af Danmarks Radios magtfulde topchefer lønfest. Den ene - Maria Rørbye Rønn - steg næsten 590.000 kr. i løn sidste år, mens den anden - Gitte Rabøl - efter en ‘justering’ kunne glæde sig over næsten 100.000 kr. mere i lønposen før skat i 2014.

Det viser en aktindsigt som BT har fået.

Bestyrelsesformand i Danmarks Radio, Michael Christiansen, forklarer at ‘løn er markedsbestemt’ og kalder lønhoppet på næsten 100.000 kr. for en ‘justering’.

Lønstigningerne blev rullet ud i 2014, hvor DR bl.a. lukkede Underholdningsorkestret og i alt nedlagde ca. 200 stillinger som følge af en omfattende spareplan i kølvandet på et medieforlig, som gav færre indtægter til DR.

Men samme år steg den 51-årige generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, 48.956,78 kr. før skat i løn hver måned. DR-generalens kontraktløn nåede dermed op på knap tre mio. kr. i 2014 - altså 587.481,36 kr. mere end 2013-lønnen.

Det får flere eksperter til at løfte øjenbrynene:

“Det er en stigning, som er langt højere end det, vi ser på det øvrige arbejdsmarked specielt inden for det offentlige. DR er en offentlig institution, og der bør foreligge nogle gode argumenter og en god begrundelse for at give så stor en stigning,” siger professor og arbejdsmarkedsforsker Bent Greve fra Roskilde Universitet.

Professor emeritus og mangeårig arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen er enig:

“Hvis man sammenligner med andre offentligt ansatte – for DR er jo en offentlig institution, som lever af skattepenge fra licensen – så er det en enorm stigning. Andre offentligt ansatte har fået mellem en og to procent i lønstigning om året. Der skal en god begrundelse til for at give så stor en lønstigning,” siger Flemming Ibsen.

Direktør i DR Medier, Gitte Rabøl, steg i 2014 med 99,999,96 kr., i forhold til hendes 2013-løn. Gitte Rabøls kontraktløn i 2014 endte således på 1.687.032 kr. Gitte Rabøl har udover sin almindelige løn også fået et engangsvederlag på 150.000 kr. i 2014 i forbindelse med afholdelse af Eurovision.

Michael Christiansen, bestyrelsesformand i DR siger om Maria Rørbye Rønns løn:

“Da hun blev ansat, valgte vi at give hende en løn, der var markant under den løn, som den tidligere generaldirektør havde fået. Samtidig tilkendegav vi, at hun ville blive løftet til hendes forgængers lønniveau, såfremt det gik, som vi håbede på. Hendes løn er altså blevet tilpasset efter fem år i spidsen for DR, så hun nu får det samme som den tidligere generaldirektør.

Læs meget mere om DR-toppens lønfest i dagens papirudgave af BT.