Historien om Mette Frederiksen er historien om en politiker, der har forandret sig mange gange på sin vej mod magten. Om to børn, der forandrede hendes verden. Om en sorg, der stadig sidder i hende. Snart fylder hun 40 år, og så er det tid til at gøre status. Bliver hun statsminister, har hun nu et særligt løfte til danskerne. Til gengæld stiller hun også et krav.
I politik handler alt om timing. Om at kende sin plads, kende sin tid. Kan man det, kan man klare sig. Kan man ikke, kan man miste alt.
Mette Frederiksen måtte gøre sig de tanker allerede som 27-årig. Året var 2005, og Socialdemokratiet skulle have ny formand.
Flere i partiet opfordrede Frederiksen til at stille op. Men hun ville ikke.
»Det er en skillevej for et menneske. Men jeg følte mig overbevist om, at jeg simpelthen ikke var dygtig nok,« siger hun:
»Heldigvis havde jeg folk omkring mig, som ikke blev duperet af den stemning, som kan være rigtig, rigtig farlig - for vi er jo kun mennesker.«
I dag – 12 år senere – sidder hun der.
Som formand for landets største parti. Som personen, der inden for halvandet år kan blive nationens leder. Og som et menneske, der snart fylder 40 år.
Det er i anledning af det sidste, at jeg er mødtes med Mette Frederiksen. Til en snak om, hvem hun er. Hvad hun vil – og hvorfor. Og hvad vi kan forvente os af hende, hvis hun får magt, som hun har agt.
Det er en historie om to børn, der ændrede hendes verden. Om et hårdt slag i maven, som hun havde fortjent. Om magt – og det, den har lært hende. Om at være kronprinsesse på linedans. Om en sorg, der stadig sidder i kroppen på hende. Og om fremtiden, sådan som hun ser den.
MOR
Den 2. december 2002 ændrede Mette Frederiksens liv sig for altid. Det skete på Herlev Sygehus, hvor hun blev mor til sit første barn, Ida Feline. Hun husker for altid, hvordan følelsen af at holde sit barn for første gang var så stærk, at det ikke kan sammenlignes med noget andet.
»Der sker noget …« siger hun og holder en pause.
»For mig var det – da jeg stod med min datter i armene og senere min søn – en meget, meget voldsom følelse. Nu er der et andet menneske, der er vigtigere end dig selv. Det sætter dig selv et godt sted i rækkefølgen. For det er aldrig godt at være nummer et,« siger hun.
At være mor har »præget mig helt vildt,« fortæller Mette Frederiksen.
»De er vigtige for mig, fylder meget hos mig. Men jeg skal jo ikke lægge skjul på, at i hverdagen er det en daglig, logistisk udfordring at få tingene til at hænge sammen. Jeg skal balancere mellem forhandlinger og fodbold, mellem valgkamp og forældreintra. Og selvom jeg er i et fast parhold, bor jeg i hverdagen alene med mine børn,« siger hun.
Da børnene var små, var hun »helt klart en hønemor«. Ikke en curling-mor – for børnene skal hjælpe til derhjemme – men hun har haft svært ved »at give slip på dem dér, hvor jeg kunne se, at andre forældre gav slip«.
»Der gik noget tid, før de fik lov til at være alene hjemme. Til at cykle alene i skole. Der har jeg været langsom«.
Rollen som mor til Magne og Ida Feline har lært Mette Frederiksen mange ting. Men særligt en ting gør indtryk på hende.
»Nemlig at kærligheden er så ubetinget. Det betyder meget – især i den tid, vi lever i nu, hvor der er så mange forhold, der går i stykker. Med ens børn er den der bare. Den er ikke bundet op på noget – og den forsvinder aldrig«.
DA METTE FIK SOM FORTJENT
De færreste politikere slipper igennem livet uden at slå sig. Mette Frederiksen slog sig i 2010, og hun slog sig hårdt.
I mange år havde hun tordnet mod ressourcestærke forældre, der sætter deres børn i privatskole.
Men da hendes egen datter havde brug for at gå på en lille skole, fravalgte Frederiksen den lokale folkeskole, der ellers lå tæt på hjemmet.
»Så indhentede virkeligheden mig,« siger Mette Frederiksen:
»Der fik jeg den helt store hammer i hovedet. Og ved du hvad? Det skulle jeg have! Det var virkelig fair. For jeg havde sagt et og gjort noget andet. Det lærer man af«.
Hvad lærte hun så? At der er grænser for, hvad man kan tillade sig at mene noget om som politiker, når man har magt over andre mennesker.
»Det var en syngende lussing om: Lad nu være med at sidde der og forholde dig på distancen til, hvad der er rigtigt for andre mennesker. For det kan man ikke. Der er så mange ting på spil i vores liv, og derfor skal man som politiker ikke tro, man ved bedre. Det lærte jeg på den hårde måde, og jeg er politiker på en anden måde i dag.«
MANDDOMSPRØVEN
Sagen ændrede Mette Frederiksen som politiker. Men realpolitisk manglede hun stadig at vise sit værd.
Chancen kom, da hun i år 2011 blev udnævnt som beskæftigelsesminister i Thorning-regeringen og mødte magtens brutale vilkår.
Kort tid efter eskalerede en sag, der var hjerteblod for partiet; spørgsmålet om dagpenge. Dag for dag steg antallet af mennesker, der opbrugte deres ret til ydelsen.
Samtidig steg kritikken og nødråbene fra fagbevægelsen. Mette Frederiksen var den, der oftest måtte svare; og hun var bundet på hænder og fødder af et regeringsgrundlag, hvori dagpengereformen var indskrevet med radikal flammeskrift.
For Mette Frederiksen var situationen et paradoks. På den ene side var det surt og frustrerende; på den anden side gav det hende et »toppolitisk gennembrud«, der flyttede hende væk fra billedet af en evigt vred oppositionspolitiker.
»Skrigeskinken«, som hun nedladende var blevet kaldt.
»Det var en manddomsprøve. Men hverken danskerne eller Socialdemokratiet kunne bruge mig som oppositionspolitiker, når jeg sad som beskæftigelsesminister. Man kunne heller ikke bruge mig som oppositionspolitiker, hvis jeg gerne ville være statsminister en dag. Der skal man flytte sig. Det er helt fint at køre på parolerne, når man er ung. Men det skal også stoppe på et tidspunkt,« siger hun.
Det tidspunkt blev dér.
Dagpengediskussionen hev og flåede i Socialdemokratiet. Og i Mette Frederiksen. For selvom hun forsvarede regeringens linje, var hun personligt dybt imod den, fortæller hun i dag.
»Det er nok en af de største udfordringer, jeg har mødt. For man skal ikke tage fejl af, at jeg – også qua min opvækst – ikke tager let på, at folk ikke har ressourcer til at leve et ordentligt liv,« siger hun.
MØDET MED DET ONDE
Efter en hård tid i Beskæftigelsesministeriet troede Mette Frederiksen, at hun kunne slappe lidt af. Men nej. Helle Thorning-Schmidt havde brug for en ny justitsminister.
En post, hun bestemt ikke havde ønsket sig. Men som skulle vise sig at blive fuldstændig afgørende for de holdninger, hun har i dag. Det var nemlig her, hun mødte det onde – kriminaliteten, når den er allermest hensynsløs og afstumpet.
Og det var her, hun blev konfronteret med nogle af de problemer på udlændingeområdet, som hun tidligere i sit politiske liv havde holdt ud i strakt arm.
»Justitsministeriet er et meget, meget alvorligt sted. Jeg har altid været sådan en ukuelig optimist, og jeg har haft et let sind. Det har faktisk ændret sig. Ikke, at det er blevet mørkt. Men det er blevet mere alvorligt,« siger hun.
Alvoren kom snigende, når hun på fortrolige møder fik indblik i terrortruslen mod Danmark. I ekstreme miljøer i fængslerne. I parallelsamfund. I imamer, der prædikede had mod jøder og danske værdier. I en »farlig underverden« - lige her i vores eget land.
»Det satte sig i mig som en frustration over, at alt det, jeg hidtil havde troet på i retspolitikken, ikke bare kan overføres til fremtidens kriminalitet. Vi har en gruppe kriminelle, som har en brutalitet og ligegyldighed, som er meget voldsom. Som ikke vil have den uddannelse, vi tilbyder. Som har valgt kriminaliteten, fordi det er blevet et magtspørgsmål,« siger hun:
»Det er en svær, men også vigtig erkendelse«.
Jobbet som justitsminister kan til tider gøre nærmest ondt, fortæller Mette Frederiksen. Eksempelvis kan man komme ud for at skulle give statsborgerskab til nogle personer, »bare fordi vi har skrevet under på en konvention«, selvom PET har sagt, at de udgør en trussel for danskerne.
»Altså – det er jo næsten ubærligt. For det, man virkelig mærker som justitsminister, er, at man skal passe på danskerne,« siger hun og fortsætter:
»Jeg er vokset ud af en tradition med stor opbakning til det internationale og til konventionerne. Men der stod jeg pludselig og kunne se, at her beskytter konventionen en mand, der ikke vil danskerne det godt. Og jeg kan ikke beskytte danskerne mod ham. Det er forkert.«
Når Mette Frederiksen i dag har lavet et historisk ryk af Socialdemokratiet til højre i udlændingepolitikken, og når hun har stemt for den ene stramning efter den anden, som for få år siden havde været helligbrøde for partiet, så skal hovedforklaringen findes lige dér – årene i Justitsministeriet.
»Der er en direkte sammenhæng. Jeg kunne se den fare, der er forbundet med den manglende integration. Den fare er så stor, at jeg har tænkt mig at bruge mit politiske liv på at få integrationen til at fungere – og det kræver, at vi strammer op.«
Mette Frederiksen er, særligt af sine støttepartier, blevet kritiseret for sit ryk. For at svigte grundlæggende værdier. Foreholdt den kritik, svarer hun:
»Jeg synes, det er legitimt at flytte sig. For hvis ikke, man gør det, risikerer man at blive ignorant over for den nutid, vi lever i. Og det er da det sidste, man må være, hvis man gerne vil have lederskab over et helt land.«
KRONPRINSESSE
Det var ikke kun dagpenge og kriminalitet, Mette Frederiksen skulle gabe over i årene som minister. Internt i partiet var der hårde spændinger – og partiets øverste ledelse lurede på hende.
Havde hun ikke lidt for travlt med at blive formand?
For Mette Frederiksen var det en balancegang af de svære. For på den ene side fortæller hun i dag, at der var »dramatiske« uenigheder internt, bl.a. om selskabsskattelettelserne.
»Det vil jeg ikke lægge skjul på. Og det giver selvfølgelig nogle udfordringer«.
På den anden side skulle der holdes ro i et parti, der var ved at implodere, da problemerne var størst.
»Den balancegang er et lod, man har, når man er kronprins eller kronprinsesse. Den sti, man kan betræde, bliver utroligt smal. Det kræver rigtig meget omtanke at manøvrere i det samtidig med, at man skulle kunne mærke mig. For selvfølgelig er der forskel på Helle Thorning-Schmidt og mig. Det er der i vores lederskab og i vores tolkning af, hvad det vil sige at være socialdemokrat.«
Samtidig var »arvefølgen ikke på plads i partiet«, da man overtog regeringsmagten i 2011, fortæller Mette Frederiksen.
I de år kunne hun mærke, at »partiet testede mig«.
»Det mærkede jeg både i folketingsgruppen, fra det store partibagland og fagbevægelsen«.
De udfordrede dig?
»Jeg ved ikke, om de udfordrede mig. Men der var en opmærksomhed på, om jeg kunne håndtere nogle af de svære ting, vi stod med som regering – dagpenge og udlændinge som to eksempler«.
I sidste halvdel af regeringsperioden går det ifølge Mette Frederiksen fra at være »uafklaret til at være afklaret«, at hun er den næste.
En afklaring, der ifølge hende kommer af mange ting – bl.a. de ting, hun beviste, hendes forankring i baglandet og »relationerne«. Herunder til Henrik Sass Larsen, som hun tidligere havde været på den modsatte fløj af, men som hun kom stadigt tættere på.
En alliance, som »selvfølgelig« spillede en rolle, lyder det, da jeg spørger til det.
»Den spiller en rolle i lighed med andre brikker, der falder på plads i de år. Og jeg tror generelt, at relationer i politik er ufatteligt vigtige. Det er meget den måde, jeg er politiker på – både her på Christiansborg, men også i forhold til mit møde med mennesker«.
For Mette Frederiksen var det en lettelse med afklaringen af, at hun var den næste formand.
»I forhold til mit begyndende formandskab i de år, så var det afgørende for mig, at det var et enigt parti, der ville det. Socialdemokratiet har været igennem nogle utroligt voldsomme opgør om formandsposten, som trak lange spor. Derfor vil jeg være ærlig og sige, at jeg var ikke gået ud i et kampvalg«.
SKILSMISSE OG SORG
Privat var årene hårdere end nogensinde. I 2013 døde Mette Frederiksens mor – og året efter blev hun skilt.
»I mit eget liv har det været de to største kriser – og de kom oveni hinanden. Det var også to kriser, der var hårde for mine børn. En skilsmisse er virkelig en hård ting at komme igennem,« siger Mette Frederiksen og tilføjer:
»Jeg glæder mig til den dag, jeg er helt igennem. For jeg er der ikke endnu«.
Hvorfor ikke?
»Fordi det er så mange ting. Det er tabet af en drøm. Jeg er ikke helt sikker på, at man kan forestille sig, hvor meget det betyder at være i en familie, før man ikke er det mere. Den stilhed, der kan være, når man ikke har sine egne børn hjemme, den er simpelthen så larmende. Altså … «
Hun holder en pause.
»Det er virkelig en hård ting.«
De fleste mennesker kender nok følelsen af, at det kan være svært at koncentrere sig om sit arbejde, hvis der er krise i privatlivet. Men for Mette Frederiksen var bare der ikke noget valg.
»Jeg var jo justitsminister, og lige efter blev jeg formand. Derfor har der ikke været rum til, at jeg kunne give plads til det, jeg skulle igennem – i hvert fald ikke i mit arbejdsliv, for folk skal jo kunne regne med mig. Men derfor er sorgen der jo alligevel«.
Men måske gør det ikke noget at være ked af det. Det er i hvert fald de tanker, hun går med for tiden.
»Måske kunne vi som samfund blive bedre til at erkende, at sorgen er der. Vi er sådan meget hurtige, du ved – så er der er et dødsfald, og det var så det. Men sorgen er jo også en kærlighed til den eller det, der var. Lige nu er jeg der i mit liv, at jeg skal erkende, at sorgen er blevet en følgesvend«.
Mette Frederiksen har dog også fået en »anden og vigtigere følgesvend«, nemlig hendes nye kæreste, Bo.
»Og det er jo noget af det mærkelige i livet. Lige dér, hvor det er allermest svært, møder jeg så også min store kærlighed - og med ham også bonusbørn. Vi er blevet en stor familie, og det er jeg meget taknemmelig for,« siger hun.
Når det kommer til skilsmissen, lægger hun dog ikke skjul på, at det også har taget hårdt på børnene. Og at hun følte det som et »svigt« af dem, at ægteskabet ikke holdt.
»Man skal ikke tage fejl af, at børn synes, det er en virkelig dårlig idé, at deres mor og far bliver skilt. Det er en stor smerte, og den smerte skal man forstå og være i sammen med dem«.
FORMAND
Når et kapitel lukkes, åbnes der et nyt. Efter valget i 2015 var det slut for Helle Thorning-Schmidt og start for Mette Frederiksen.
Noget af det første, hun gjorde, var at forholde sig til det parti, hun overtog. Der var noget af det gode – og noget af det, hun ville lave om.
Det gode var bl.a. et stærkt fokus på uddannelse samt den »økonomiske ansvarlighed«, som havde præget Thorning-regeringen, og som ifølge Mette Frederiksen »fortjener meget mere ros«, end den får, fordi den »vendte en økonomisk krise til sund økonomi«.
Men hun identificerede også tre ting, som skulle forbedres.
For det første skulle den »sociale profil og retfærdighed« oprustes efter nogle år i skyggen af det reformamok, som blev et mantra for Thorning-regeringen.
For det andet skulle udlændingepolitikken »forstærkes«.
For det tredje var hendes analyse, at Socialdemokratiet stod med et tillidsproblem, hvor »dele af befolkningen havde tabt tilliden til partiet«.
Noget af det som led i en europæisk tendens, som rammer mange socialdemokratier i hele Europa.
Noget af det som led i de ting, der skete i Danmark, herunder anklagerne mod partiet om løftebrud efter valget, selvom Mette Frederiksen synes, man også skal huske, at der i visse spørgsmål bare ikke var 90 mandater.
»Men der var også beslutninger, som folk – både dengang og i dag – med rette satte spørgsmålstegn ved. Jeg tror, vi alle kunne se, lytte os til og mærke, at der var folk, der vendte Socialdemokratiet ryggen i den periode. Den tillid skal vi jo så have genopbygget«.
Under Mette Frederiksens ledelse har Socialdemokratiet fået kritik for at ikke at ville love noget – eksempelvis at rulle det kontanthjælpsloft tilbage, som partiet ellers kritiserer som fattigdomsskabende.
Men ifølge Frederiksen selv er det »klart, at den periode (under Thorning-regeringen, red.) gør, at jeg i dag ikke lover mere, end vi kan holde«.
Men risikerer du så ikke at blive alt for forsigtig og ukonkret?
»For mig handler det om at tage tingene i den rigtige rækkefølge. Der var et tillidsbrud mellem Socialdemokratiet og mange i befolkningen, og den tillid skal genopbygges. Det er en af grundene til, at jeg ikke smider omkring mig med løfter,« siger hun.
Der er en hård kritik af dig fra borgerlige politikere og lederskribenter om, at dit projekt er meget ukonkret, at det er paroler. Er det ikke en rigtig kritik?
»Jeg synes, vi har været konkrete på nogle områder. Eksempelvis har vi tidligt fremlagt et vækstudspil. Men vi har også valgt at prioritere i de her to år, og det handler politisk lederskab jo også om. Jeg har vurderet, at det vigtigste var at få genopbygget tilliden til Socialdemokratiet, at få styrket vores sociale profil og at få forstærket vores holdning til flygtninge- og indvandrerområdet,« siger hun.
Kan du ikke forstå dem, der savner konkrete svar fra jer?
»Egentlig er jeg bare glad for, at der er mange, der gerne vil se mere socialdemokratisk politik. Men jeg vil have lov til som partiets leder at tilrettelægge, hvornår det er rigtigt at lægge det frem.«
Adspurgt, hvad danskerne kan forvente af hende som statsminister, som de ikke har i dag, nævner Mette Frederiksen bl.a., at velfærdssamfundet skal »videreudvikles, herunder at tage de næste sociale skridt for at sikre, at de børn og unge, der vokser op, reelt og ikke kun formelt får de samme muligheder«.
Hvis man skal omsætte de ting til et eller flere helt konkrete lovforslag, hvad er det så, danskerne helt konkret kan forvente sig?
»Jeg går jo ikke til valg på et enkelt konkret lovforslag. For mig er det afgørende, hvilken retning, vi skal udvikle os i som samfund. Når jeg ser på, hvad det er for en fremtid, vi går i møde, og den er jo startet nu, så er det en virkelighed, der kommer til at stille nogle ekstremt store krav til os alle,« siger hun:
»Vi kommer alle til at skulle blive dygtigere for at kunne klare os i den internationale konkurrence. Hvis ikke, vil uligheden stige eksplosivt, og det må ikke ske. Der betragter jeg det som en af mine vigtigste opgaver at sikre, at alle i Danmark faktisk klarer sig i den globale konkurrence, og det kræver mere uddannelse«.
Så det er noget, du massivt vil sætte penge af til?
»Noget af det handler om ressourcer, og noget af det handler om den måde, vi indretter vores uddannelser og arbejdsmarked på. Men det er klart, at en ordentlig økonomi omkring uddannelse er afgørende.«
LØFTET
En anden ting, som bliver central med hende som statsminister, er udlændingepolitikken. Flere af Mette Frederiksens støttepartier er dybt uenige med hende, og både Det Radikale Venstre og Alternativet har gjort det klart, at de også vil have indflydelse på det område.
Krav, der potentielt kan være gift for Socialdemokratiet, hvis det lykkes for de borgerlige partier at få skabt tvivl om kursen med Mette Frederiksen som statsminister.
Ifølge Frederiksen selv er dog ingen tvivl overhovedet.
»Vi mener det, vi siger, og mandaternes logik skal have lov til at bestemme. Der er massiv opbakning i den danske befolkning til en stram udlændingepolitik, fordi der er store problemer omkring parallelsamfund, kriminalitet og kvinder, der står uden for arbejdsmarkedet. Jeg ser ingen tegn på, at den opbakning forandrer sig, heller ikke efter næste valg,« siger hun.
Og det må Det Radikale Venstre og Alternativet så bare forholde sig til?
»Jamen, det er jo i virkeligheden både en nøgtern, men også meget demokratisk tilgang. Det er danskerne, der bestemmer, med hvilken styrke vi kan føre politik på forskellige områder. Og danskerne har talt på udlændingeområdet.«
Vil der så også være noget udemokratisk i, hvis man gennemtvinger lempelser for at gøre dig til statsminister?
»Det er jo ikke udemokratisk at forsøge at kæmpe for sine politiske holdninger. Men på udlændingeområdet er mandaterne så mange, at det er mandaternes logik, der må gælde.«
Tidligere er Mette Frederiksen blevet afkrævet en garanti, et løfte, hvilket hun dog har været tilbageholdende med. Men direkte adspurgt om det, giver hun nu det løfte.
Kan du love danskerne, at du ikke kommer til at give dig på det her område?
»Ja, det kan jeg.«
Altså: Du kommer ikke til at give dig på lempelser af udlændingepolitikken?
»Nej, det gør jeg ikke,« siger Mette Frederiksen og fortsætter:
»Hvis vi vinder næste valg, vil vi traditionen tro blive en mindretalsregering. Det betyder kompromiser til højre og venstre hver eneste dag. Det er jeg ikke bange for. Jeg er heller ikke bange for at give mig. Jeg er heller ikke bange for at lade mig overbevise. Men udlændingeområdet handler om det samfund, vi vil have. Der kan vi ikke have en zig-zag-kurs, hvor der bliver strammet og lempet. Danskerne er nødt til at kunne regne med det.«
Når jeg spørger, er det, fordi du er blevet spurgt, om du vil give en garanti. Men der siger du nu, at det løfte kan du give?
»Mandaternes logik, ja. Og så har jeg ikke så meget mere at sige om det.«
KRAVET
Når Mette Frederiksen taler om tillid, er det ifølge hende selv noget, hun tillægger så stor vægt, at det simpelthen er en betingelse for hende, hvis hun skal lede landet.
»Der vil altid være politisk uenighed. Men der bliver nødt til at være en tillid fra et bredt udsnit af danskerne til, at jeg kan være en god statsminister. Ellers vil jeg faktisk ikke påtage mig opgaven.«
Hvordan har du tænkt dig at måle, om der er det?
»Det bliver man nødt til at fange op på forskellige måder. Jeg bliver nødt til at se på, hvordan mit samarbejde er med andre politikere på Christiansborg. Så er det den reaktion, jeg får fra danskerne derude – og jeg er derude rigtig meget. Der kan man mærke, om der er tillid eller ej.«
Men hænger det ikke så let sammen, at hvis der ikke er tillid, så bliver du ikke statsminister?
»Jeg tror desværre ikke, der er den sammenhæng, fordi der er så mange andre ting, der afgør, hvem der vinder valg i Danmark, end om der er grundlæggende tillid og troværdighed omkring vores leder.«
Hvad ligger der i, at hvis der ikke er tillid, så vil du ikke påtage dig opgaven?
»Jeg har ikke noget ønske om at være statsminister på tålt ophold hos danskerne. Selvfølgelig vil der være perioder, hvor der kan være politisk uenighed, og det gør også, at du kan falde i målingerne, eller at der kan være demonstrationer. Men der bliver nødt til at være en grundlæggende tillid hos danskerne til, at jeg kan bestride opgaven. Jeg kan ikke gøre andet end at fornemme, om den er der eller ej.«
Og hvis du så en dag fornemmer, at den ikke er der mere?
»Så skal jeg jo reagere tro mod den person, jeg er. For jeg synes, at det at have tillid til hinanden, er en utroligt overset og meget vigtig værdi i vores demokrati«.
KLAR
Mette Frederiksen var sikker på, at hun ikke var dygtig nok til at være formand og dermed statsministerkandidat, da hun blev opfordret til det som 27-årig.
Men i dag føler hun sig ikke i tvivl.
»Man skal ikke bede om danskernes tillid, hvis man ikke er klar til at løfte opgaven. Det er jeg. Jeg er blevet ældre, jeg er blevet dygtigere, jeg har fået to børn. Jeg har været minister, siddet i de centrale udvalg. Så nu er jeg overbevist om, at jeg er dygtig nok,« siger hun.
Selvsikkerhed er dog ikke det samme som, at der ikke er svære overvejelser.
»Jeg er jo et samvittighedsfuldt menneske. Og det betyder, at der er mange ting, jeg grubler over. Jeg gør mig umage. Og jeg er også bevidst om, at jeg ikke kan løfte opgaven alene. Jeg rådfører mig med mange mennesker, og jeg har mange mennesker, som jeg læner mig op af. På den måde er jeg ikke nogen solorytter.«
Samtidig er hun ikke bleg for at erkende, at hun stiller store krav til sine omgivelser. Da hun var minister, flød historierne om, at hun var brutalt hård som leder. Og det er nok ikke helt forkert, indrømmer hun selv.
»Jeg stiller store krav – til mig selv og til andre. Vi er her jo ikke for vores egen skyld. Og jeg tror, at danskerne har en forventning om, at man som statsminister gør sig umage. Står tidligt op – og tidligere end andre. At man kun bruger sin tid på noget, der er fornuftigt,« siger hun.
»Det er de gamle dyder, som jeg er opdraget med. Og det er en forventning, jeg godt kan lide.«
