Kritikken hagler for tiden ned over det danske sygehusvæsen. Og nu blander endnu et kendt navn sig i debatten. Nemlig journalist og forfatter Mette Fugl.
I en klumme i Politiken beskriver 66-årige Mette Fugl, hvordan hun desværre har haft den brutale virkelighed lidt for tæt på i forbindelse med begge sine forældres indlæggelse.
»Der var dengang, hun bare fik lov til at gå på fællestoilettet alene. Og besvimede i en bunke lort. Jeg fandt hende,« skriver tidligere DR-journalist Mette Fugl i klummen med et anslag, der stadig dirrer af harme over den behandling, som hendes mor blev udsat for helt tilbage i slutningen af 90'erne.
LÆS OGSÅ:
For det Mette Fugl blev mødt med ovenpå moderens ydmygende og groteske behandling, var et personale, som i stedet for at beklage og undskylde, valgte at kategorisere hende som en »vanskelig pårørende«. Hvilket i øvrigt gentog sig, da Mette Fugl og hendes søster mange år senere havde deres syge far indlagt og klagede over personalets manglende respekt for ham som patient og menneske.
»Det, der er så rystende, er, at det en en ældgammel historie, som bare bliver ved og ved,« uddyber Mette Fugl til bt.dk og fortsætter:
»Og lige nu vælter det bare ud af skabene med den samme type historier.«
Hendes debatindlæg lægger sig i slipstrømmen på voldsom kritik rejst af forfatterne Niels Barfoed og Morten Sabroe indenfor de seneste uger.
I et langt indlæg på Facebook beskrev Morten Sabroe således om sine oplevelser på Hvidovre Hospital til det, der bare skulle være en simpel operation og hvor han i timevis lå på stuen og ventede på, at en sygeplejerske overhovedet gad komme forbi og fortælle om forløbet.
»Jeg ventede en time. Der kom ingen. Jeg ventede to. Stadig ingen. Jeg hev i klokkesnoren (det samme gjorde patienten der skreg af smerte). Ingen,« som Morten Sabroe indleder sit indlæg og videre beretter og de uhumske forhold på hospitalet. Ikke mindst på toiletterne.
»Der stank af urin. Der var blodpletter på sædet og på gulvet. Der var lort i tønden,« skriver han.
Da han klagede over toilettet til en sygeplejerske, fik han at vide, at så måtte han bruge det på en anden stue.
»Jeg gik på krykker hen til stue 16, jeg åbnede døren til toilettet. Der stank. Der sad afføring i tønden. Jeg gik tilbage. Jeg så i gulvet, det var fuldt af snavs og pletter fra hvad som helst. 'Fy for helvede en svinesti I har her,' sagde jeg til sygeplejersken. 'Findes der et toilet der er rent?' Intet svar. Jeg gik ind og satte mig i sengen.«
Forfatter Niels Barfoeds oplevelse af det danske sundhedsvæsen er bestemt heller ikke i den rosende ende.
Han var så uheldig at blive syg i sin sommerferie.
»Jeg fik nærmest et fur af lægen, som ville vide, hvad jeg i alverden lavede der, når jeg boede i København, og i min medtagne tilstand lykkedes det mig ikke at sige meget sammenhængende. Det var som at ramme et t-kryds med 120 kilometer i timen. Jeg var som en eksprespakke, der efter den foreskrevne procedure skulle ekspederes videre i systemet,« fortalte Niels Barfoed for en uge siden til bt.dk og konkluderede:
»Hospitaler er blevet åndsfraværende, forjagede og kaotiske arbejdspladser, hvor der ikke længere kan gives helt normal velfærd. Kvaliteten er faldet så drastisk, fordi afstanden mellem de kloge, som driver effektiviseringen og virkeligheden er blevet for stor.«
Hvadenten man har mærket det på egen krop eller via sine nærmeste, er de tre kendte kritikere enige om, at vi i Danmark ikke længere har grund til at bryste os af verdens bedste sundhedssystem.
»Det er længe siden, at min mor var godt på vej til at blive en grøntsag under en smertebehandling,« skriver Mette Fugl i sin klumme i Politiken og fortsætter:
»Lægen var simpelthen ligeglad med hende. Jeg tuder hver gang, den tanke er der. De var ligeglade med hende,« lyder det fra Mette Fugl, som kræver at politikerne kommer ud af deres starthuller.
»Det er rystende, at politikerne lover og lover, men at der stadig ikke er sket noget,« siger hun.
