Tesla-ræset står i skarp kontrast til Anders Holch Povlsens ellers tilbagetrukne liv.

Det er ord som ‘sky’ og ‘tilbageholdende’, der klæber til rigmanden Anders Holch Povlsen, som nu er kommet i mediernes søgelys for sin hang til fart.

Han er kendt og har kongelige venner, men det er de færreste, der rigtig kender ham. Og det har han det – må man forstå – bedst med. For selv om Anders Holch Povlsen er rig og lever et liv, som de fleste drømmer om, så taler han yderst sjældent om det.

Anders Holch Povlsen bor på Constantinsborg Gods, lidt uden for Aarhus. Han er gift med Anne Holch Povlsen og far til døtrene Alma, Agnes og Astrid.

’Ligner en sød trold’

I februar fik offentligheden et lille indblik i, hvordan han er bag facaden, da en af hans medarbejdere i Bestseller gennem 10 år løftede lidt af sløret:

»Han ligner en sød og sympatisk trold. Det er han også lidt i virkeligheden. Selvfølgelig får vi besked på at rydde op på skrivebordene, når Anders er på vej, men ingen frygter ham, for han hyggesnakker med alle, bærer ikke nag, og han er helt nede på jorden,« siger den kvindelige medarbejder til Ekstra Bladet.

Milliardæren Anders Holch Povlsen står til at miste sit kørekort i et år, da farten blev alt for høj på den jyske motorvej.Foto: Andreas Houmann
Milliardæren Anders Holch Povlsen står til at miste sit kørekort i et år, da farten blev alt for høj på den jyske motorvej.Foto: Andreas Houmann
Vis mere

Anders Holch Povlsen, der er uddannet inden for business administration og købmandskab, overtog i 2000 – 28 år gammel – ansvaret for Bestseller, grundlagt af hans far i 1976, der har mere end 15.000 ansatte og står bag tøjmærker som Jack & Jones, Vila og Vero Moda.

Forfatteren Søren Jakobsen, der sidste år skrev bogen ’Arvingerne: Lego, Ecco og Bestseller og de nye milliardærer’ har fulgt Anders Holch Povlsen gennem 16 år og har også fået et indtryk af ham som en meget tilbageholdende person, hvis venner bl.a. tæller prominente personer som prins Joachim og Lego-arvingen Anders Kirk Johansen.

Jordopkøb i Skotland

Når Anders Holch Povlsen en sjælden gang giver interview, handler det som regel om Bestseller eller om nogle af hans opsigtsvækkende hobbyer. Eksempelvis er han, har han selv forklaret, interesseret i jagt, natur, motorsport, arkitektur og har opkøbt store jordarealer i både Danmark og udlandet.

Tilbage i 2012 opkøbte han mere end 500 kvadratkilometer jord i det skotske højland, hvilket ifølge Daily Express gør ham til den næststørste private jordejer i Storbritannien lige efter prins Charles. Det massive opkøb fik blandt andet nationalistiske røster til at protestere, og i et sjældent interview til BT svarede Anders Holch Povlsen således:

»Det er selvfølgelig rigtigt, at der er noget nationalisme, og i den sammenhæng kan det være uklogt at stikke næsen for langt frem. Heldigvis er vi ikke nogle typer, der fører os sindssygt meget frem, så for os har det ikke været vanskeligt at forholde sig ydmygt og respektfuldt.«