Søndag klokken 02 stiller vi urene en time frem. Sommertiden er over os, og ud over at stjæle en times nattesøvn, har den for vane at bære en bestemt historie med sig.

Historien vil vide, at overgangen fra normaltid til sommertid betyder, at der er større risiko for at køre ind i vilde dyr på de danske landeveje, fordi morgentrafikanterne triller af sted en time tidligere, hvor dyrene er vant til at have vejen for dem selv.

Transportminister Magnus Heunicke (S) har sat for at undersøge sagen, og det viser sig nu, at den gamle sang om sommertiden ikke er sand.

»Jeg hører historien i pressen og fra politiske kolleger år efter år om, at sommertid skulle betyde flere dyrepåkørsler, fordi dyrene ikke har indrettet deres biologiske ur efter sommertidsuret. Jeg ville finde ud af, om det passede, og det viser sig altså at være en myte,« fortæller han.

Ministeren spurgte Vejdirektoratet, om der er flere påkørsler af dyr i forbindelse med skift mellem sommer- og vintertid. Det kunne Vejdirektoratet afvise.

Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet, fortæller, at de ikke ser nogle ændringer i deres statistikker, selv om morgentrafikken myldrer frem tidligere end normalt.

»Dyrene kan jo ikke klokken og gør, hvad de plejer, selv om trafikken begynder en time tidligere. Men i Vejdirektoratet kan vi ikke se, at der sker flere dyrepåkørsler af den grund,« siger hun.

Vejdirektoratet er ikke de eneste, der har gjort sig den erfaring. Aarhus Universitet offentliggjorde sidste år en rapport, der konstaterede, at antallet af påkørsler af vildt ikke stiger ved overgangen til sommertid og de adfærdsændringer blandt trafikanterne, der følger med. Også den rapport lægger transportministeren vægt på i sit mytedrab.

Zoolog Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse tror, at myten har fået fat, fordi danskerne ifølge hans erfaring rent faktisk kolliderer med flere hjorte på vejene, når der er forår i luften. Forklaringen er dog en anden - og en anelese mere erotisk - end sommertidshistorien, hvis man spørger zoologen.

»Fra midten af marts stiger aktiviteten af dyrenes hormoner, og de får sex på hjernen. Derfor bliver de meget aktive ude i landskabet og krydser vejene oftere, og så vil vi se flere dyrepåkørsler. Men det har intet med overgangen til sommertid at gøre,« siger Michael Carlsen.

Selv om transportminister Magnus Heunicke er glad for at kunne aflive myten, er han stadig opmærksom på, at netop hjortenes brunstperiode kan få flere dyr til at rende rundt på vejene og være til fare for folk på vejene.

Han opfordrer danskerne til at være på vagt, når de kører gennem en skov eller passerer et krat, hvor vilde dyr kan springe frem og blive en ubehagelig overraskelse for bilisterne.

»Dyrene er i brunst i løbet af foråret, og det gør dem mere utilregnelige end normalt. Derfor er det stadig vigtigt at være ekstra opmærksom på vejene for at undgå dyrepåkørsler,« siger Magnus Heunicke.