Modemanden Erik Brandt skal den 13. april i byretten i København. Han er tiltalt for gadevold på Esplanaden, hvor han bor. Han nægter sig skyldig.

Ifølge Erik Brandts advokat, Anders Nemeth, drejer sagen sig om en uoverensstemmelse med en beboer i Erik Brandts opgang.

Advokaten understreger, at det er straffelovens mildeste voldsparagraf, som er blevet taget i brug, og at Erik Brandt erklærer sig uskyldig.

Hverken Erik Brandt eller Anders Nemeth ønsker at kommentere yderligere på sagen. Det skriver EB.

»Det er korrekt, at Erik Brandt er tiltalt efter straffelovens mildeste voldsbestemmelse i  forbindelse med nogle nabostridigheder. Han nægter sig skyldig, og alt, hvad der iøvrigt skal siges i den sag, vil blive fremført på retsmødet i næste uge,« udtaler Anders Nemeth til EB.

72-årige Erik Brandt er manden bag det succesfulde modebrand ’Margit Brandt Design’. Han skabte det sammen med sin hustru Margit Brandt i midten af 60’erne.

Hustruen tog sig at den kreative designdel, mens Erik Brandt sørgede for det forretningsmæssige og økonomiske aspekt.

’Margit Brandt Design’ som både har lavet dametøj, pelse, boligtekstiler, smykker og tapet spredte sig til store dele af verden og blev blandt andet kendt i New York under navnet 'Brandt's America Inc.'.

Margit Brandt døde i 2011 af lungesygdommen KOL. Efterfølgende har Erik Brandt blandt andet deltaget i tv-programmet ’Vild med dans’