I en Maserati Grand Cabrio Sport med 460 hestekræfter har Monte Carlo-drengene, Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft, trykket sømmet i bund som deltagere i kendis-rally’et ’Gumball 3000.’

Det årlige løb, hvor hundredvis af kendte personer, showbiz-folk og rigmænd drøner 4.800 kilometer gennem Europa og USA i spektakulære super-biler, blev skudt i gang i Stockholm søndag morgen.

»Jeg har - så længe jeg kan huske - været styrtende vild med biler. Jeg husker som barn at sidde på bagsædet i vores Fiat 127 og øve bilmærker, og få et sug i maven, når der en sjælden gang imellem kom en Ferrari. Så at vi nu får muligheden for at køre den her helt vanvittige tur er på alle måder en drøm, der går i opfyldelse,« siger Esben Bjerre Hansen.

De danske radio- og tv-værter har blandt andet selskab på vejene af skuespilleren David Hasselhoff, F1-køreren Lewis Hamilton, bokseren Mike Tyson, vægtløfteren Dolph Lundgren samt skateboard-legenden Tony Hawk.

Fra dansk side deltager desuden rapperen Clemens og Adam Duvå Hall.

Gumball 3000-ruten går igennem Stockholm, Oslo, København og Amsterdam, og derfra vil deltagerne tage et fly til Reno i et af Gumball 3000's egne fly (Gumball Air) den 26. maj.

Derefter kører de videre til San Francisco og Los Angeles for til sidst at slutte festen i Las Vegas.

Efter planen vil kendis-karavanen køre ind forbi Rosenborg Slot ved Kongens Have i København mandag mellem klokken 15 og 22. På Rosenborg eksercerplads er det muligt at følge showet.

Esben Bjerre Hansens og Peter Falktofts deltagelse i Gumball 3000 er sponsoreret af spilfirmaet Betsafe.

Maseratien, som skal fragte dem til Las Vegas, går fra 0-100 på 6,9 sekunder.

Rally-løbet, der foregår på offentlige veje, blev startet i 1999 af multi-artisten Maximillion Cooper og hans kone og forretningspartner, Julie Brangstrup. I modsætning til andre racerløb handler det ikke om at komme først over målstregen.

Det vilde landevejs-løb har tidligere mødt hård kritik for vanvidskørsel. Flere deltagere har fået fartbøder, og i 2007 blev to personer dræbt i et sammenstød med en Gumball-bil.