Hvis man løber i nærheden af Pusher Street på fristaden Christania, kan man blive smidt væk i et meget bestemt tonefald af ’rockertyper' – eller i værste fald få et knytnæveslag i ansigtet.

»Jeg løb engang igennem Pusher Street, fordi jeg havde travlt. Stoppede op et øjeblik og fik med det samme en knytnæve i hovedet helt ud af det blå. Mistede en ørering og blev noget rystet. Manden, der gjorde det, var pusher«.

Sådan skriver en mandlig lytter til eftermiddagsprogrammet Reporterne på Radio24syv. Han ønsker ikke at stå frem – han er bange for eventuelle konsekvenser.

Men flere motionsløbere fortæller til Reporterne, at de er blevet truet væk fra Fristaden, når deres løbeture er kommet for nær den rockerkontrollerede Pusher Street.

»Pludselig er jeg ved at løbe ind i det her store menneske, som står med noget, der ligner kamphunde. Han sagde, at han ville pudse hundene på mig, men jeg tror lige så godt, at han kunne have slået mig, hvis ikke jeg forlod stedet øjeblikkeligt,« fortæller Line Wulff til Reporterne på Radio24syv om en oplevelse, hun havde for fire år siden.

Radiokanalens egen vært Kaare Svejstrup har været ude for noget lignende, da ’rockertyper'  kastede en stor bjælke efter ham, fordi han løb i nærheden af Pusher Street, fortæller han i programmet.

Flere christianitter bekræfter over for Radio24syv, at man ikke må løbe på Pusher Street og i området der omkring, men samtidig påpeger de, at det er pushernes regel – ikke Christianias beboeres.

»Der bliver solgt cannabis i Pusher Street, og det er jo ikke lovligt. Af den grund bliver der kun løbet der, når der er panik, fordi politiet er til stede,« fortæller Adam Seitzmeyer, der har boet på Christiania siden 1987, til Reporterne på Radio24syv.

En anden christianit understreger, at reglen kun gælder på Pusher Street:

»Man må gerne løbe på Christiania – jeg løber selv på Christiania. Her, hvor jeg bor, løber folk forbi hver dag i en lind strøm. Her er masser af motionstræning,« fortæller Emmerick Warburg, der har boet på Fristaden siden 1974, til Radio24syv. Han kalder reglen om, at man ikke må løbe i Pusher Street, for ’langt ude'

En anden beboer, Christianias stadsarkivar Ole Lykke, tager også afstand fra vold og trusler og kalder reglen for ’en territoriepisseregel'.

Den danske turistorganisation Visit Denmark har imidlertid taget reglen til efterretning:

»Når du færdes på Christiania, er det derfor vigtigt, at du følger anvisningerne, der er på skiltene ved indgangen. Her står blandt andet, at besøgende ikke må fotografere, løbe og tale i mobiltelefon på området, især i og omkring Pusher Street,« står der at læse på Visit Denmarks hjemmeside.