Mens danskerne smider kludene og springer i bølgen blå, gisper fisk og bunddyr efter ilt i Limfjorden.

En tredjedel af fjorden er ramt af kraftigt iltsvind, og bunden begynder at ligne en massegrav, skriver P4 Midt & Vest.

Ifølge Naturstyrelsen er iltsvindet det værste i 15 år, og manglen på ilt har taget livet af mange bunddyr og muslinger.

»Der var også udbredt iltsvind i 2006 og 2008, men vi skal helt tilbage til 1999 for at finde et år, hvor det var lige så slemt som i år,« siger miljøtekniker Bent Jensen fra Naturstyrelsen til P4 Midt & Vest.

Årsagen til iltsvindet er det rekordvarme vand og mangel på vind til at tilføre ilt til vandet.

»Vandet er rekordvarmt, og vinden har ligget stille. Det kan fjorden altså ikke klare,« konstaterer Bent Jensen.

I nogle områder af fjorden har iltsvindet nu varet i flere uger, og selv de hårdføre muslinger er begyndt at dø. Det eneste, der lige nu kan hjælpe på iltsvindet, er kraftig blæst fra vest.

Og der er desværre ikke megen hjælp at hente fra vejrguderne, der kun sender en jævn til frisk vind ned over landsdelen.

Fjorden har ellers fået det bedre de senere år. Tilførslen af kvælstof er reduceret med 40 procent og endnu mere, hvad fosfor angår, skriver P4 Midt & Vest.

Men det er alligevel ikke nok til, at fjorden kan stå imod en sommer med så høje varmegrader, som sommeren 2014 har budt på. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tegner juli til at blive den tredjevarmeste juli måned i 140 år med en forventet gennemsnitstemperatur på op mod 19,5 grader.