Det er ikke kun finhvalens bekymrede fans, der muligvis er lettede over, at den strandede hval fredag aften slap fri. Naboerne til hvalens strandingssted har nemlig døjet med affald og cigaretskodder fra de mange nysgerrige og en enkelt hvalturist har endda brugt en privat have som toilet.

10.000 mennesker så med, da hvalen forsøgte at komme fri onsdag. Lige så mange da hvalen kæmpede for sit liv dagen derpå og fredag var bredden af Vejle Fjord også sort af hvalturister. Alle ville se hvalen.

Men naboerne omkring det sted, hvor hvalen har ligget strandet, indtil den fredag aften pludselig svømmede væk, var efterhånden ved at ret trætte af de mange mennesker.

- Det er selvfølgelig meget hyggeligt og det er da spændende, men det kunne være rart om folk ville respektere, at det altså er privat grund, siger Niklas Pedersen, som bor på første parket ned til vandet og til det sted, hvor hvalen har kæmpet i det lave vand siden onsdag.

Men fra hans vinduer er der efterhånden ikke kun udsigt til fjorden. Hvalturister har smidt cigaretskodder og skrald.

Folk har vadet ind på hans grund, og i går oplevede hvalens nabo enddog, at nogen var gået på 'stort toilet' på hans grund.