Flere naboer til en teltlejr for asylansøgere i Næstved planlægger at flytte væk på grund af uro i området.

Det skriver sn.dk.

Asylansøgerne larmer i store grupper om natten, løber ind i haverne og kigger ind ad vinduerne, forklarer en anonym familie, der har været naboer til den nærliggende teltlejr ved området Bag Bakkerne, til mediet. Nu har familien valgt at flytte på grund af utryghed.

»De render rundt i vores haver, kigger ind af vinduer og tager fat i dørhåndtagene. Vores børn har ikke lyst til at være her, og så er det altså for galt,« siger en familie til sn.dk.

TIP OS Bor du i området? Vil du fortælle om dine oplevelser? Så skriv til os på 1929@bt.dk

Ifølge mediet planlægger flere familier at tage samme beslutning. Ghita Nelander, der er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Næstved, forklarer, at hun har fået flere henvendelser fra beboere, der fortæller hende, at de er psykisk påvirkede, og at børn angiveligt ikke tør være alene hjemme i området. Det får DF'eren til at kræve, at teltlejren enten bliver lukket eller flyttes. Den løsning bakkes op af Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen.

BT har været i kontakte med Næstveds socialdemokratiske borgmester, Carsten Rasmussen, som også gerne ser teltlejren lukket. Han siger:

»Folk bliver selvfølgelig urolige, når de ser blå blink i området og læser avisernes rubrikker, der også skræmmer fremtidige beboere væk fra Næstved. Og så er det klart, det kan skabe noget uro, når der er omkring 400 asylansøgere samlet i en teltlejr. Beboerne, der bor tæt på, ved heller ikke, hvor længe teltlejren skal være der.«

Teltlejren blev debatteret på et byrådsmøde mandag, fortæller Carsten Rasmussen. Selvom borgmesteren mener, der er problemer i området omkring teltlejren, kan han ikke genkende det omfang, som Ghita Nelander beskriver.

»Det lyder meget drabeligt, når Ghita Nelander fortæller om de henvendelser, hun har fået fra beboere, når jeg samtidig har 25 andre byrådsmedlemmer, der ikke har fået nogen henvendelser,« siger Carsten Rasmussen, der selv har modtaget to henvendelser fra borgere i området, til BT.

Da teltlejren ligger på Beredskabsstyrelsens areal, som er statens ejendom, har borgmesteren ikke mandat til selv at lukke den. Det er derimod udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), der kan træffe en eventuel beslutning om lukning, og derfor sender Carsten Rasmussen nu et brev til ministeren for at få en lukkedato for teltlejren. Det er dog ikke med stor optismisme, pennen bliver sat til papiret, forklarer borgmesteren.

»Jeg sender Inger Støjberg et brev i denne uge, hvor jeg beder hende sætte en dato for lukningen af teltlejren, som, jeg forstår, er en midlertidig løsning. Men jeg kender næsten svaret på forhånd, da jeg har kunnet læse i medierne, at hun ikke mener, lejren skal lukkes foreløbig. Men jeg forstår ikke, at man bruger penge på teltlejre, når antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, er blevet mindre,« siger Carsten Rasmussen til bt.dk.

Inger Støjberg fortalte i sidste uge til sn.dk, at der ikke er nogen aktuelle planer for en lukning af teltlejren i Næstved.