Ved hjælp af et nyt browser-program kan folk nu finde frem til billeder på Facebook, som du selv har ønsket skulle være hemmelige.

Du har måske brugt lang tid på at sidde og fifle med dine privatlivsindstillinger på Facebook for at undgå at forældre, kolleger eller andre bekendte ikke skulle kunne se billeder fra din vilde party-ferie på Sunny Beach.

Men nu er det tid til at fifle videre, hvis du vil sikre, at alle dine venner ikke har adgang til de billeder, du ikke ønsker skal være tilgængelige for dem.

For hvis dine venner installerer browseren Google Chromes nyeste tilføjelse, PictureBook, er de nu i stand til at fjerne blokeringer og lede efter de billeder på Facebook, du selv har ønsket at gøre hemmelige. Det skriver websitet The Daily Dot. Og brugerne behøver ikke engang være dine  egne Facebook-venner. Hvis bare de har installeret PictureBook kan de nemlig snage i alverdens billeder - også billeder hos folk de ikke selv er venner med.

Læs også: Facebook beklager nytårs-app: Blev opfordret til at dele billeder af afdød datter

Pas på med de offentlige billeder

Manden bag PictureBook er Steven Goh, som hævder, at funktionen blot tager udgangspunkt i en mangel i Facebooks nuværende privatlivsindstillinger:

Når du selv tilrettelægger dine privatlivsindstillinger, er det nemlig til din egen fordel. Men hvis folk tagger dig i offentlige billeder, som du selv har gjort hemmelige, kan de findes frem med PictureBook, siger han.

Metoden virker ved, at PictureBook benytter brugerens unikke Facebook ID, som programmet derefter bruger til at finde de billeder, andre folk har lagt op og tagget brugeren i. Lad os sige, at det diskotek du besøgte på Sunny Beach i sommer har lagt billeder ud på deres offentlige Facebook-side, hvor du er tagget. Hvis du selv har gjort dette billede hemmeligt, så kun dine nære venner kan se det, trumfer PictureBook altså igennem ved, at billedet også er at finde på diskotekets offentlige Facebook-side - og dermed kan folk finde frem til det, selvom du selv har skjult det på din egen profil.

Læs også: Slut med fuldemands-fejltagelser: Facebook på vej med ny feature

Hvis man ikke vil være offer for PictureBooks metoder, anbefaler Steven Goh, at man untagger sig selv i alle offentlige billeder, som andre har lagt ud.

Ifølge Facebook selv er PictureBook dog ikke i stand til at afsløre noget, som folk ikke havde adgang til førhen.