I to døgn har en 31-årig kvinde skjult sig for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, siden Dyrenes Beskyttelse mandag mødte op på kvindens gård syd for landsbyen Hyllinge og fandt 90 hunde, der var smurt ind i deres egen afføring og levede under forfærdelige forhold.

Men nu har kvinden meldt sig selv.

Det fortæller leder af lokalpolitiet i Næstved, vicepolitiinspektør Niels Denny Sørensen, til bt.dk.

»Hun har ikke rigtig ville tale med os indtil nu, men nu har vi fundet hende,« siger han.

Kvinden kontaktede selv politiet onsdag formiddag, efter at have holdt sig skjult siden i mandags.

»Vi skal nu have et møde med hende her i formiddag, inden frokost. Så i eftermiddag ved vi nok mere om sagen,« siger Niels Denny Sørensen.

LÆS OGSÅ

Et af spørgsmålene bliver blandt andet, om det er den 31-årige kvinde selv eller andre, der har sørget for, at hundene trods de kummerlige forhold har fået vand og mad.

»Det sted, hvor hundene blev fundet, var i meget, meget dårlig stand. Deres foderstand var god nok, og de havde også fået vand. Men hundene havde ikke selv adgang til det, hvor de gik, men de har så fået det af nogen,« siger Niels Denny Sørensen.

90 hunde af racen cocker spaniels, rottweiler, labrador og bichon blev fjernet under aktionen mandag aften fra kvindens gård syd for Hyllinge.

Rikke Christensen-Lee, der er dyrlægeinternatsleder på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, kaldte tirsdag situationen for 'hjerteskærende horibel'.

»Jeg har været dyrlæge på internatet i fire år og har set mange grimme ting, men det her er det værste,« fortalte hun tydeligt berørt til bt.dk.

To af de reddede hunde har dog allerede måttet aflives på grund af chok og skader, mens to andre også bliver aflivet snart, fortalte dyrlægen.

Den 31-årige kvinde er endnu ikke blevet sigtet i sagen, men hun bliver formentlig sigtet efter dyreværnsloven, oplyser Niels Denny Sørensen.

»Vi har aldrig oplevet noget lignende, så vi må have juristerne til at kigge på det. Vi har aldrig oplevet, at det har været så mange vanrøgtede hunde på én gang, så det bliver en stor bøde,« siger vicepolitiinspektøren og forklarer, at kvinden slet ikke havde kenneltilladelse, og at hun var kendt af politiet i forvejen.

»Vi har talt med hende i forbindelse med andre dyreværnssager – dog ikke i samme størrelse,« fortæller han.

Endnu er hundene ikke klar til at få nye hjem, men for enkelte vil det ske inden for en uges tid. Interesserede kan følge med på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.