SF's Özlem Cekics følgere på Facebook har lørdag aften modtaget en sms med særdeles groft indhold. Cekic vil politianmelde afsenderen.

At blive svinet til og modtage hadske beskeder er efterhånden hverdag for SF-politiker Özlem Cekic. Men nu er en af chikanebagmændene gået skridtet videre.

Lørdag har en ukendt person således sendt en sms til flere af de personer, der har 'liket' Cikics side på Facebook eller deltaget i debatter på siden.

Det skriver Özlem Cekic på Twitter, hvor hun har lagt hele beskeden ud. Til BT siger hun, at hun er chokeret over chikanen, som ifølge hende selv er gået over stregen.

»Jeg var i Tivoli med min mand og mine børn her til aften, da det pludselig begyndte at vælte ind med sms'er, hvor folk gjorde opmærksom på, at de havde modtaget den her sms. Det værste var, at min ældste søn så sms'en, og han var helt forfærdet over, at nogen kan skrive sådan,« siger Özlem Cekic.

»Et er, at jeg modtager beskeder, hvor der står, at jeg er en terrorist, en perker eller en luder. Men det bliver simpelthen for groft, når mennesker, der har deltaget på min Facebook-side bliver chikaneret på den måde. Det er ekstremt grænseoverskridende,« siger hun.

Sms'en der slutter 'I (er) hjernedøde at stemme sådan et tyrkersvin ind i dansk politik, I skulle have et nakkeskud I fucking svin!' er sendt fra en person, der efter alt at dømme har været inde og slå telefonnumre op på de navne, der figurerer på Cekics Facebook-side.

»Det er vigtigt, at vi synliggør, hvad der sker, så vi i fællesskab kan sige fra,« siger hun.

Özlem Cekic vil nu politianmelde afsenderen af sms'en.

Vi bringer længere nede i denne artikel sms'en, men advarer på forhånd om, at den indeholder et sprogbrug som ikke er stuerent.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

Her er det tweet, som Özlem Cekic sendte ud lørdag aften.
Her er det tweet, som Özlem Cekic sendte ud lørdag aften. Foto: Özlem Cekics twitter-konto
Vis mere

Er der ingen grænser for, hvad man må skrive til hinanden på sms og de sociale medier? Deltag i debatten på BTs Facebook-side: