Nye oplysninger tegner nu et mere kompleks portræt af terroristen Omar El-Hussein, der den 14. februar stod bag terrorangrebet i København.

Det har hidtil været fremme, at den 22-årige Omar El-Hussein i stigende grad blev radikaliseret, mens han sad i Vestre Fængsel.

Ifølge en redegørelse fra Rigsadvokaten indberettede fængselsbetjente flere gange til Kriminalforsorgen, at Omar El-Hussein i stigende grad blev radikaliseret under hans ophold i Vestre Fængsel. Det vakte bl.a. bekymring, at Omar El-Hussein ville til Syrien og kæmpe under Islamisk Stats faner.

Nye detaljer om Omar El-Hussein, fortalt af en medindsat i Vestre Fængsel, tegner dog et andet og langt mindre fanatisk billede af den afdøde terrorist.

Han fortæller, at Omar El-Hussein talte om øl, marijuana og piger.

Desuden elskede han Katy Perry’s sang ‘Black Widow’ og skruede helt op for radioen, når sangen blev afspillet.

Interesser der ikke just rimer på religiøs fanatisme.

De nye oplysninger stammer fra det britiske nyhedsbureau, Reuters, som i et flersiders indslag har gravet i, hvem hovedpersonen bag det danske terrorangreb er.

I den forbindelse har bureauet talt med en anonym medindsat, der blot bliver beskrevet som ‘Alexander’ på ‘20 år’. Alexander blev venner med Omar El-Hussein under fængselsopholdet.

En tredje kilde fra fængslet bekræfter, ifølge nyhedsburauet, at Alexander og Omar El-Hussein kendte hinanden.

Foruden samtaler om øl, piger og marijuana, fortæller Alexander, at han og Omar El-Hussein skulle have læst koranen sammen, men de nåede det aldrig, fordi Omar El-Hussein ikke overholdt læseplanen.

Alexander var derfor også overrasket over, at Omar El-Hussein endte med at stå bag det opsigtsvækkende terrorangreb.

»Omar var en god mand, og jeg så ham som en ven. Jeg respekterede ham, og jeg var chokeret og skuffet, da jeg fandt ud af det… Han har aldrig talt om at skyde uskyldige mennesker,« lyder det blandt andet fra Alexander ifølge Reuters.