Socialminister Benedikte Kiær (K) afviste i dag at give Godhavnsdrengene en undskyldning for de omsorgssvigt, de led under, mens de var anbragt på det nordsjællandske børnehjem Godhavn i perioden 1945-1976. Næste skridt er et sagsanlæg, siger drengene.

SF's socialordfører Özlem Cekic var i dag i samråd med socialminister Benedikte Kiær (K) om Godhavnsrapporten. Cekic krævede svar på, hvorfor ministeren ikke vil give de tidligere børnehjemsbørn en undskyldning.

- Jeg undrer mig over, hvorfor man - når man har støttet undersøgelsen økonomisk - ikke tager resultaterne til sig og giver drengene en undskyldning, lagde Özlem Cekic ud.

Læs også: Børnehjemsdrenge: Så sig dog undskyld!

Godhavnsrapporten blev offentliggjort i sidste måned og fastslår, at Godhavnsdrengene blev udsat for vold, psykisk terror, seksuelle overgreb og eksperimentel medicinsk behandling under deres ophold.

Den dokumenterer desuden, at staten svigtede sit ansvar, da den ikke førte tilstrækkeligt tilsyn med børnehjemmet og dermed overså de overgreb, som de anbragte drenge blev udsat for. Overgreb som heller ikke på den tid var lovlige.

- Der er ingen tvivl om, at en række børn har haft en urimelig barndom, og det er beklageligt, sagde Benedikte Kiær på samrådet, som flere tidligere børnehjemsbørn overværede.

- Men jeg kan ikke sige undskyld for noget, enkeltpersoner har gjort for 40 år siden, fortsatte socialministeren.

Læs også: Ny rapport afslører overgreb på danske børnehjem

En forklaring den tidligere Godhavnsdreng Peer Christensen er dybt utilfreds med.

- Det var ikke enkeltpersoner, der svigtede. Det var hele systemet. Og hun får det hele tiden til at lyde som om, at mishandlingen var lovlig dengang, og det er forkert. Det viser rapporten jo, sagde han efter samrådet.

- Nu må vi gå den lange vej. Om det så tager ti år, lød det skuffet fra Arne Roel Jørgensen - en af de tidligere børnehjemsbørn.

- Det er en lang og indviklet proces, og det bliver meget omkostningstungt. I virkeligheden giver det ikke mening, fordi det vil koste langt mere for staten end at give erstatninger og sige undskyld, siger advokat Bjørn Elmquist, der arbejder frivilligt for Godhavnsdrengene.

I lignende sager i Sverige og Norge har tidligere børnehjemsbørn fået officielle undskyldninger og økonomisk erstatning.