Enten elsker man det, eller også hader man det. Lange bilkøer nedad den tyske autobahn, skrigende unger på bagsædet og tissepauser ustandseligt. Noget tyder imidlertid på, at flere foretrækker bilferien som foretrukne ferie-type.

En ny undersøgelse blandt 2.290 bilejere foretaget af Applus Bilsyn, viser, at hele 63 procent bilejerne tager på bilferie i løbet af sommeren. I 2014 var det tal kun på 38 procent. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

»Det er voldsomt, at så mange rejser på bilferie i år. Vi ved, det er en populær rejseform, fordi den er billig, overskueligt og rig på oplevelser. Men der kan også opstå uheld undervejs. Hver sommer sidder omkring 7.000 danske bilister fast i udlandet på grund af mekaniske problemer, viser tal fra SOS International,« Per V. Rasmussen, der er adm. direktør hos Applus Bilsyn.

Også bilistorganisationen FDM oplyser, at flere danskere tager på bilferie år. De venter, at omkring 300.000 danskere vil pakke sydfrugterne og sætte sig ind i de firehjulede i løbet af sommerferien. Det svarer til en stigning på 20 procent siden sidste år.

Mens Italien og Tyskland er danskernes udenlandske favoritsteder på bilferien, så er den absolutte top-destination vores egen baghave. Hele 59 procent af de bilferierende kører til en destination inden for landets grænse.

Den italienske Gardasø har i en årrække været rejsemål for danske feriebilister, men nu har især Tyskland - specielt det nordtyske område - vundet indpas hos danske bilister.

»I en årrække har Italien ligget alene i toppen, som danskernes foretrukne kør selv–destination, men i år melder Tyskland sig i kampen om danskernes gunst. Det er især den´nordlige del af Tyskland og de mange spændende feriecentre, der trækker hos familierne,« Jan Lokhart, der er adm. direktør i FDM i en pressemeddelse.

I FDM's undersøgelse kører omkring 30 procent af de adpurgte bilferie-turister til Italien og Tyskland. Frankrig ligger på en tredjeplads med 20 procent danske bilturister.

»Danskerne elsker både den italienske kultur og maden. Og så byder landet som regel på godt vejr, hvilket de fleste vægter højt, når de planlægger sommerferien,« siger Jan Lokhart.