Børn født ved kejsersnit har 34 procent forøget risiko for at udvikle fedme i forhold til børn, der fødes vaginalt.

Det fremgår af det videnskabelige tidsskrift Obesity Reviews, skriver Søndagsavisen.

Gravide, der selv lider af overvægt, får oftere kejsersnit end gravide med normalvægt. Men selv når der korrigeres for det, er risikoen for, at barnet udvikler fedme, stadig 26 procent højere end ved vaginal fødsel.

Forskningen bringer ikke et dokumenteret svar på, hvorfor det forholder sig sådan, men der er teorier.

»Et barn, der bliver født på normal vis, modtager en masse bakterier fra moren i forbindelse med fødslen. Det er blandt andet bakterier fra morens afføring. Man mener, at de bakterier er med til at bygge børnenes tarmflora op,« siger Jens- Christian Holm, klinisk forskningslektor ved Institut for Klinisk Medicin på Holbæk Sygehus, til Søndagsavisen.

»De børn, der kommer til verden ved kejsersnit, modtager ikke de bakterier. Det ser ud til, at de simpelthen mister noget ved det,« forklarer han.

Jens-Christian Holm understreger, at sammenhængen mellem børns overvægt, og om de udsættes for morens bakterier ved fødslen, ikke er dokumenteret.

»Men jeg må sige, at jeg tror, det hænger sådan sammen. Det er et godt bud på en forklaring på noget, som vi har været i vildrede om i årevis,« siger han.

Artiklen i Obesity Reviews om sammenhængen mellem børns fedme og kejsersnit sammenholder i alt 28 forskningsprojekter, som tidligere er blevet sat i værk om emnet med varierende formål.

BNB