Konsultationer med hele 61 psykiatriske patienter på en enkelt arbejdsdag.

Så mange nåede praktiserende speciallæge i psykiatri, 65-årige Peter Kaare Østergaard, at køre gennem sin praksis i Middelfart en travl sommerdag i 2012. Det svarer til en patient hver ottende minut ved en arbejdsdag på otte timer uden pauser.

Det viser en intern undersøgelse fra Region Syddanmark, der i 2013 var så bekymrede over speciallægens lægefaglige virksomhed, at de iværksatte en analyse af hans arbejdsmængde, kan BT i dag afdække.

Peter Kaare Østergaard bliver i øjeblikket undersøgt for at have givet 135 udlændinge fejlagtige lægeerklæringer, som kan bruges til at få dansk statsborgerskab uden at bestå den svære statsborgerskabstest.

Men som BT i dag kan fortælle, har han været i myndighedernes søgelys i flere år.

Region Syddanmarks undersøgelse, som har set på hans aktiviteter i hele 2012, viser, at psykiateren havde dobbelt så mange patienter som sine kolleger i regionen, og at han udskrev markant større doser stærk medicin til sine patienter.

‘På baggrund af afvigelser fundet i Peter Kaare Østergaards praksis kan der med rimelighed sås tvivl om, hvorvidt kvaliteten for patienter i praksis er acceptabelt,’ skriver regionen efter at have opdaget, at så mange patienter frekventerer den omstridte psykiater.

Peter Kaare Østergaard, som har fremsendt en kopi af sin kalender til BT, arbejdede han den konkrete dag 12 timer og havde 35 patienter fysisk til stede i sin  konsultation, tre patienter kommet ind fra gaden uden tidsbestilling, og så havde han  23 telefonkonsultationer.

Ifølge landsformand for foreningen Bedre Psykiatri, Birgit Elgaard, er det fysisk umuligt at give god behandling til 61 psykiatriske patienter på en arbejdsdag.

»Det er virkelig mange. Hvis man tager 61 patienter ind på én dag, giver det sig selv, at man ikke kan komme i dybden og give ordentlig behandling til den enkelte patient. Jeg håber virkelig Region Syddanmark har fået strammet op på deres procedurer, så den slags ikke kan ske igen.«

Formand fpr Folketingets indfødsretsudvalg,Christian Langballe (DF), kritiserer i skarpe vendinger, at lægen ikke tidligere er stoppet.

»Det er horribelt. Når vi i Indfødsretsudvalget spørger om lægeerklæringer, så er det for at få et ordentlig svar, der er lægefagligt funderet. Og så viser det sig, at han har en patient hvert ottende minut. De kan jo dårlig nok komme ind ad døre, før de skal ud igen,« siger Christian Langballe.

Samme holdning har Naser Khader (K):

»Det her er jo en skandale af dimensioner. Jeg vil foreslå, at alle sagerne, hvor psykiateren har udfyldt lægeerklæringer, bliver gennemgået flere år tilbage,« siger Naser Khader og tilføjer:

»Sagen viser, at der er endnu større behov for at få strammet op på reglerne. Det kan ske ved, at stilles krav om, at disse lægeerklæringer, der skal bruges til at sikre offentlighed forsørgelse eller som her statsborgerskab, skal udfyldes i udvalgte lægehuse, hvor vi er sikre på faglihgeden er i orden,« siger han.

'Jeg arbejder fra tidlig morgen til sen aften'

I en skriftlig kommentar fra Peter Kaare Østergaard, som han har sendt til BT, skriver han, at han ifølge Region Syddanmark havde 61 patientkonsultationer den 7. juni 2012, hvilket svarer til, at han har haft otte minutter per patient ved en arbejdsdag på otte timer.

»Det er ikke realistisk at tilse en patient hvert ottende minut, og det har heller ikke været tilfældet hos mig,« siger Peter Kaare Østergaard, som har fremsendt en kopi af sin kalender til BT.

»Ifølge min kalender arbejdede jeg den 7. juni 2012 omkring 12 timer og havde 35 patienter fysisk til stede i min konsultation. Derudover er tre patienter kommet ind fra gaden uden tidsbestilling, og så havde jeg 23 telefonkonsultationer,« siger han.

Som svar på, hvad han selv mener om, at regionen udtrykte bekymring for kvaliteten i hans klinik i 2012, da han arbejdede over dobbelt så meget som sine kolleger, svarer han:

»Jeg arbejdede i en årrække mere end gennemsnittet i branchen og omkring 55-60 timer ugentligt i min private praksis. Og det er korrekt, at mit aktivitetsniveau af den grund har været genstand for en vurdering af kvaliteten af mit arbejde hos embedslægen,« siger Peter Kaare Østergaard, som henviser til, at Styrelsen for Patientsikkerhed i sin seneste tilsynsrapport fra januar 2017 ikke fandt kritisable forhold - dog først efter der var blevet rettet op på en række fejl og mangler i forhold til journaler og diagnoser.

Alle psykiatere i regionen havde i gennemsnit 2,2 patienter i timen i 2012, mens Peter Kaare Østergaard havde fire i timen. Sådan mener han dog ikke, at man kan stille det op.

»Jeg ser ikke dobbelt så mange patienter i timen som mine kolleger, når man tager min fulde arbejdstid med i regnestykket. Det er en væsentlig forudsætning at have med, at jeg dengang arbejdede omkring 55-60 timer om ugen.«