Sygehus i Vejle undlod at informere pårørende til døde kræftpatienter om overmedicinering med kemo

Det viser sig nu, at endnu et sygehus har hemmeligholdt overmedicinering af kræftpatienter.

BT afdækkede i september, hvordan Odense Universitetshospital (OUH) havde undladt at fortælle pårørende til 25 afdøde kræftpatienter, at patienterne var blevet overmedicineret mod deres prostatakræft fra 2011 til november 2013, hvor fejlen blev opdaget.

Først i marts måned fik de pårørende besked, da BT tog sagen op.

Ved du noget, så tip BT på tnk@bt.dk

Nu viser det sig, at ledelsen på Sygehus Lillebælt i Vejle på samme måde valgte ikke at informere pårørende til 10 døde kræftpatienter, der var blevet overmedicineret med den stærke celledræbende gift.

I bagklogskabens lys

Lægefaglig direktør på Sygehus Lillebælt Dorthe Gylling Crüger erkender, at de pårørende skulle have haft besked straks, da fejlen belv opdaget.

- I bagklogskabens lys kan vi sagtens se, at det var det rigtige at gøre, og det viser os netop, at der er meget at lære af de fejl, vi begår. Også i forhold til, hvordan vi informerer vores patienter og omverdenen om det, siger hun.

Dermed er hun helt på linje med ledelsen på OUH, der også har beklaget, at de pårørende ikke med det samme blev informeret om fejlen.

Direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard-Petersen er meget overrasket over, at netop sygehuset i Vejle ikke informerede de pårørende.

- Det er en klar fejl, at hospitalerne tiede om medicinfejl over for pårørende, da man opdagede, hvad der var sket. Kemoterapi er utroligt giftigt, og det er klart, at patienter og efterladte skal orienteres, hvis der sker fejl. Patienter og pårørende skal have mulighed for at anmelde en sådan sag til Patientombuddet og Patienterstatningen, og hospitalerne skal selvfølgelig ikke fratage dem den mulighed ved at tie om fejlen. Men det kommer på bag mig, at sygehuset i Vejle ikke informerede de pårørende, da netop dette sygehus ellers i denne sag har givet indtryk af stort fokus på patientsikkerheden, siger han.

Enhedschef i Sundhedsstyrelsen Anne-Marie Vangsted kritiserer begge hospitaler for ikke straks at infomere de pårørende om de systematiske lægefejl.

- Det er selvfølgelig ikke i orden. Vi er overbevist om, at den opmærksomhed, der har været på denne sag har gjort, at sygehusene nu er meget opmærksomme på at sikre information til pårørende, hvis der er sket fejl i behandlingen af afdøde patienter, siger hun.

Ledelsen på begge sygehuse forsvarer den manglende besked til de efterladte med, at hospitalernes læger mente, at ingen af patienterne var døde eller havde fået værre bivirkninger som direkte følge af den ekstra dosis medicin.

Men som BT skrev for nylig, så har en af de efterladte til en afdød patient på OUH, 69-årige Lillan Schultz fra Padborg, anmeldt overmedicineringen af hendes mand til Patienterstatningen. Som de andre efterladte til døde kræftpatienter i Odense og Vejle fik hun først besked om overmedicineringen i marts, hvilket var fire måneder efter, at fejlen var opdaget.

Svie og smerte

Stik imod den lægelige vurdering på OUH vurderede Patienterstatningen, at Lillian Schultz’ ægtefælles sygdomsforløb blev forværret på grund af overmedicineringen, og at han blev indlagt flere gange på grund af bivirkning, end hvis han havde fået den korrekte dosis kemo. Hun har derfor fået udbetalt 10.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte.

Aarhus Universitetshospital overmedicinerede ligeledes kræftpatienterne, og her er tre patienter muligvis døde som følge af den ekstra mængde kemo. Lægefaglig direktør Claus Thomsen oplyser, at alle levende og pårørende blev informeret om overmedicineringen allerede den 29. januar 2014, inden sagen kom ud i offentligheden.