Trafikanterne i København har hørt Jette Beckmanns ikoniske radiostemme for sidste gang i trafikradioen på P4. I 14 år har hun hjulpet lytterne hurtigt og sikkert på arbejde og i skole, men nu er det officielt slut.

Klokken 10 fredag morgen takkede 'Trafik-Jette' af, men hun nægtede dog at sige farvel.

- Jeg siger aldrig farvel, og det gør jeg heller ikke nu. Der er ikke noget sidste ord for livet er en flydende strøm, og der er ikke noget, der er slut endnu, sagde hun i radioen.

Hun lovede, at hun nok skulle finde en måde at snige sig med i radioen på igen i fremtiden, inden hun sluttede af.

- Uden lytterne har jeg været nothing, sagde hun til sidst inden Kim Larsens 'Derud af' meget passende blev sat på.

BT har fanget hende på telefon umiddelbart efter.

Hvordan var din sidste arbejdsdag?

- Overvældende. Helt vildt overvældende. Jeg står blandt mine kolleger her i Københavns Radio. De havde lige lavet sådan en 'klapsalvebuket', som jeg ikke vidste noget om, siger Jette Beckmann.

Trafik-Jette er ikke selv på Facebook, men hun er glad for alt den kærlighed, hun er blevet mødt med på de sociale medier, der har hyldet hende.

- Facebook er blevet lagt ned af ren kærlighed. Jeg kan ikke beskrive hvor dejligt det er, siger hun.

Hun bevarede fatningen i hendes sidste minutter i radioen, og der var ingen tårer at spore, men det kommer senere, tror hun.

- Jeg har ladet som om, det ikke handler om mig for at klare det. Jeg tror først det går op for mig om et par uger, så kan jeg gå og småtude og fimse lidt, siger Trafik-Jette.

Internt kodesprog med lytterne

Udover hilserne fra lytterne fik Jette Backmann en særlig hilsen fra Københavns Politi.

- Vi startede i morges klokken seks med at grine lidt over min måde at fortælle om fartkontrol. Jeg må jo ikke sige, hvor der er fartkontrol, men lytterne og jeg har haft vores helt egen verden. Vi har vores egen regler. Vi er hundredetusinder, og de ved, at når jeg siger: "Prøv nu at lade være med at køre så stærkt, for det er skide dårlige billeder, og det koster det hvide ud af øjnene," så ved de godt, at der er fartkontrol.

30 sekunder efter, at Trafik-Jette og kollegerne har grinet af 'de dårlige billeder',sender Københavns Politi en tweet ud:

'En hilsen til Trafik-Jette fra Automatisk Trafikkontrol. Vi undskylder de dårlige billeder og ønsker god vind fremover #farligfart

- Det er sgu sjovt. Det er stort, griner Jette Beckmann.

Trafik-Jette er kendt for sine mange sprogblomster og selvopfundne ord i radioen som burkabil og kiggekø.

Burkabilen er en tiliset bil, hvor man kun lige har iset af, så man kan se ud af forruden. En kiggekø er en kø, der kan opstå i modsatte vejbane af et uheld, fordi folk sænker farten for at kigge på ulykkesstedet. Ordet kiggekø er endda optaget som et officielt ord i danske sprog.

Der kommer kke flere ord i ordbogen fra Jette Beckmann foreløbig. Nu står den på ferie for den garvede radiovært.

- Jeg kalder det ferie, fordi det er så dejligt og positivt at have ferie. Jeg skal ikke lave noget. Bilen er stoppet midt ude i ørkenen, der er højt til loftet, der er intet til sidderne, der er helt stille. For at klare den her overgang, så har jeg sagt til mig selv, at jeg har ferie, fortæller hun.

Hun har dog ingen planer for sin ferie.

- Inden længe kommer jeg nok til at kede mig, og så sker der et eller andet, lover hun.

Jette Beckmann har den helt rigtige fornemmelse i maven efter hendes sidste arbejdsdag, og hun er sikker på, at det er den rigtige beslutning.

- Jeg har mange kolleger omkring mig, der dratter om med kræft og blodpropper. Så længe jeg har et godt helbred, tror jeg, det er godt at gå. Jeg kan være havnearbejder i Afrika eller teplukker i Malaysia. Der er så mange muligheder i livet, som man ikke ser, når man sidder i rillen hver dag. Det er den rille, jeg har skubbet mig selv ud af både for min egen skyld, men mest for mine børns skyld. Jeg har jo lovet dem, at jeg bliver 100 år, siger hun.