Tonen kan være hård på de sociale medier. Søndag fik BTs community manager nok af de mange grove kommentarer og svarede – for engangs skyld – ikke særlig politisk korrekt. Det bliver hun nu hyldet for flere steder.

En ungarnsk lastbilchauffør forsøgte for et par dage siden at køre en gruppe flygtninge over. Det skrev BT en artikel om, som du kan læse HER, og da den blev lagt på Facebook førte det til en ophedet debat i kommentarfeltet.

BTs community manager Miriam Hindsgaul forsøgte ganske som hun plejer at moderere kommentarerne for at sikre en ordentlig debattone, men til sidst fik hun nok – og svarede en Facebookbruger i temmelig skarpe vendinger.

En diskussion på BTs Facebook-side om en artikel om en ungarnsk lastbilchauffør, der forsøgte at køre flygtninge ned.
En diskussion på BTs Facebook-side om en artikel om en ungarnsk lastbilchauffør, der forsøgte at køre flygtninge ned.
Vis mere

Miriam Hindgauls kommentar blev 'liket' af mange i kommentarfeltet, men det var først, da den tidligere DR-vært Abdel Aziz Mahmoud tog et screendump af kommentaren og delte den på det sociale medie Twitter, at det for alvor tog fart, og i skrivende stund har knap 10.000 danskere trykket 'synes godt om' Mahmouds billede.

Plads til alle - der opfører sig ordentligt

Signe Kammersgaard, der er social medie-redaktør på BT er glad for, at kollegaens lidt utraditionelle svar er blevet populært:

»Vi går tit ind og løfter pegefingeren over for brugere, der går over stregen, men oftest på en meget nøgtern og måske lidt distanceret måde. Her går Miriam ind og er meget mere personlig. Man kan mærke, at der sidder et menneske her, som gerne vil facilitere en god debat for brugerne, og nu har hun fået nok af racisme og tilsvininger. Og jeg forstår godt hendes reaktion,« forklarer hun.

»Vores ønske er, at så mange så muligt skal have lyst til at debattere og diskutere på vores Facebook-side. Som udgangspunkt tror vi på, at folk må mene, hvad de vil inden for lovens rammer, men de skal sige det på en ordentlig måde,« tilføjer hun.

Hun tilføjer, at BT generelt gør meget for at sørge for, at der ikke er kommentarer, der overskrider avisens egne regler for god 'net-etikette':

»Vi har arbejdet dedikeret med det i et år og satset ekstra på det siden sommer. Vi har tre community managers og en række studentermedhjælpere til at moderere kommentarfeltet. Men på trods af en meget aktiv indsats, så kan vi ikke se det hele, og der vil være ting, der undgår vores opmærksomhed,« siger hun.

»Folk mister deres filter«

Miriam Hindsgaul selv er generelt rigtig glad for sit job - selvom det kan være udfordrende:

»Jeg synes, det er super spændende at debattere med vidt forskellige brugere. Der er tit sjove oplevelser. Men det kan være svært at skulle forholde sig til de ekstreme kommentarer, der desværre ofte kommer i forbindelse med flygtningesituationen og som overskrider vores retningslinjer,« forklarer hun.

Og søndag aften fik Miriam altså nok af den hårde tone:

»Jeg blev simpelthen så træt af folk, der ikke tænker, før de taster. Det er som om, de fuldstændig mister deres filter, fordi de sidder bag en skærm og ikke skal forholde sig til, hvordan deres budskab bliver modtaget. En grim kommentar avler hurtigt flere, så jeg følte, at det var nødvendigt at sige fra,« forklarer hun.

Hun er glad for, at hendes opråb er blevet populært og håber på, at det måske kan få selvbestaltede 'tastaturkrigere' til at tænke sig om en ekstra gang.