Som gravid kvinde er der 16 gange større risiko for at abortere, hvis man bliver udsat for udbredte hormonforstyrrende stoffer, som findes i helt almindelige dagligdagsting, vi er i kontakt med hver eneste dag. Det kan for eksempel være mellemlægspapiret i madpakkerne eller vores sofa i dagligstuen.

Det viser ny forskning fra Odense Børnekohorte og Syddansk Universitet, skriver Fyens Stiftstidende. 392 odenseanske kvinder fra kohorten har fået testet blodet for de to nye kemikalier. 56 af de testede kvinder aborterede.

Tina Kold Jensen, der er forskningsleder hos børnekohorten og professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, blev meget overrasket over de opsigtsvækkende forskningsresultater, siger hun til Fyens Stiftstidende.

»For normalt finder vi halvanden eller to gange større risiko, men 16 er meget mere, end vi forventede,« siger hun til avisen.

Det er særligt to stoffer, de såkaldte perflourerede kemikalier, som bruges til at sikre, at for eksempel tøj, møbler og mademballage bliver vand- og fedtafvisende, der er farlige for gravide.

Miljøminister Kirstens Brosbøl (S) har med ambitionen om, at der skal være mindre skadelig kemi i danskernes hverdag, straks taget kontakt til Miljøstyrelsen og bedt dem se på forskningsresultaterne fra Odense, siger hun til avisen.