Skuffede soldater og pårørende kritiserer Forsvaret for håndteringen af hjemsendelsen af danske soldater i Afghanistan.

Skuffede soldater og pårørende kritiserer Forsvaret for håndteringen af hjemsendelsen af danske soldater i Afghanistan. - Det forlyder fra Forsvaret, at de 28 tilbageblivende soldater frivilligt har valgt at stå af flyet (hjem til Danmark, red). Desværre igen ukorrekte oplysninger fra Forsvaret, da flere af soldaterne er blevet beordret til at blive i Kabul. Sådan skriver Lone Thomsen i en mail til Berlingske Media. Hun er en af de mange pårørende, der er dybt skuffede over, at Forsvaret i dag har måttet lade 28 soldater blive tilbage i Kabul, selv om de skulle have været hjemsendt. 100 soldater ankommer her til aften til Danmark efter seks måneders udsendelse i Afghanistan, men 28 måtte blive tilbage, fordi en stewardesse på flyet, som skulle bringe soldaterne hjem, var blevet syg. Dermed kunne flyet ikke leve op til sikkerhedskravene til flyets bemanding. Prioriteret liste? En anden skriver i en mail, at de soldater, der er blevet sendt hjem, ifølge Forsvaret er udvalgt efter en "prioriteret liste". - Mit store spørgsmål til denne liste er: Hvorfor kommer en mand, der har en fireårig datter, ikke hjem med det samme, når en 20årig single gør det? Er der nogen i Danmark, der er stået op klokken 03:00 og lavet denne liste? Og ud fra hvilke krav? spørger mail-skriveren.. Hans Vedholm, presseofficer i HOK, siger, at han godt forstår soldaternes og deres pårørende. - Jeg ved ikke, hvordan man har udvalgt de 28, som måtte blive tilbage - om man evt. har bedt folk om at melde sig frivilligt, og jeg kender ikke til en "prioriteret liste". Men jeg forstår virkelig godt deres skuffelse. Jeg ville selv være skuffet, hvis jeg stod i den situation, siger Hans Vedholm. »Det kunne have været kønt« En soldat skriver, at Forsvaret alt for sent har givet de pårørende hjemme i Danmark besked om situationen. - Hærens Operative Kommando (HOK) fortalte først om, at vi strandede her (i Kabul, red.) på deres hjemmeside 20 minutter efter vi skulle havde været hjemme... Hvis jeg ikke havde ringet hjem, kunne det have været kønt, skriver en soldat. Rettelse:
Vi skrev i en tidligere version af denne artikel, at det var Lone Thomsen, som stillede spørgsmålet om, hvorvidt Forsvaret har udvalgt de tilbageblevne soldater i Kabul efter en "prioriteret liste" - således at en familiefar må vente i Kabul, mens en single er kommet med flyet hjem til Danmark. Det  var en fejl. Det var ikke Lone Thomsen, men en anonym mailskriver, som rejste denne kritik. Vi beklager fejlen.