Styrelsen for Patientsikkerhed advarer mod mere end 50 danske læger og tandlæger. Enkelte er så farlige, at de har fået frataget deres autorisation og ikke længere må have med patienter at gøre.

Sjuskede journaler, forkert medicinering og seksuelle krænkelser. Det er blot nogle af de handlinger, som har medført, at mere end 50 danske læger og tandlæger er havnet på Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsliste, som til daglig går under navnet ’gabestokken’.

Listen er blevet oprettet for, at patienter skal have mulighed for at tjekke op på deres egen læge, tandlæge eller psykiater. På den måde kan privatpersoner fravælge fagpersoner, som har begået alvorlige fejl, der kan true patientsikkerheden.

På kortet kan du se, om din læge, tandlæge eller psykiater er på tilsynslisten. Alle personer på kortet har enten fået påbud, er i skærpet tilsyn, har fået foretaget en indskrænkning af deres virksomhed eller har endda fået frataget deres autorisation og deres ret til at behandle patienter.

Berigtigelse d. 2. april 2016​:

Berigtigelse af faktaboks i artiklen ’Pas på: Her er Danmarks farligste læger og tandlæger’ fra d. 1. april 2016.

I den oprindelige version af artiklen fremgik det i nedenstående Google-Maps, at en læge fra Kerteminde på Fyn står på tilsynslisten fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er ikke korrekt. BT beklager fejlen.

Den konkrete læge er fjernet fra nedenstående kort.

Artiklen fortsætter under kortet

Kortet er baseret på listen fra Styrelsen for Patientsikkerhed. I alt er der i øjeblikket 53 læger, tandlæger og sundhedsfagligt personale på listen. Ud over de 50 personer på kortet, er der tre personer, som det ikke har været muligt at placere geografisk.

Der er tale om:
- Tandlæge Gitte Westergaard Sturm – indskrænket autorisation, skal være under supervision
- Læge Maria Grube - virksomhedsindskrænkning, skal være under supervision
- Speciallæge i anæstesiologi Morten Ellegaard Jensen - virksomhedsindskrænkning, må ikke ordinere afhængighedsskabende medicin.

De værste af de værste

Blandt de mest hyppige årsager, til at personerne er havnet på tilsynslisten, er journalsjusk. Fejlmedicinering og fejldiagnosticering er også blandt de typiske årsager, og i mange tilfælde resulterer det i påbud eller indskrænkning af virksomheden.

Men i værste tilfælde er fejlene så alvorlige, at lægerne og tandlægerne har fået frataget retten til at behandle patienter. Blandt lægerne, der har fået frataget deres autorisation, er flere kendte navne.

Søren Ventegodt
På listen finder man bandt andre lægen Søren Ventegodt, som har været anklaget for at være seksuelt manipulerende over for sine patienter. Han har af medierne fået tilnavnet ’Doktor Klam’, og i 2012 blev han idømt 30 dages betinget fængsel for at have rørt ved to af sine patienters kønsdele.

Søren Ventegodt har fået frataget sin autorisation som læge, men forsætter som alternativ behandler. Han foretager blandt andet 'vaginal akupressur’, som er en af årsagerne til hans autorisationsfratagelse, men som ifølge Søren Ventegodt er en ’terapeutisk berøring af kvindens køn’.

Kai Rosenberg Andersen
Psykiateren Kai Rosenberg Andersen er også en af dem, der har fået frataget sin autorisation. Det skete allerede i 2013, og da hans midlertidige fratagelse udløb i sommeren 2015, valgte han frivilligt at fraskrive sig sin autorisation.

Kritikken skyldtes, at Kai Rosenberg Andersen har foretaget en lang række fejlbehandlinger – formentligt på grund af en hjerneskade, som psykiateren fik i 2002 som konsekvens af et trafikuheld.

Kim Bjørnholdt Tjelum
Også plastikkirurg Kim Bjørnholdt Tjelum har fået frataget retten til at udøve lægegerning. Allerede i 2011 var Sundhedsstyrelsen efter ham grundet kritisable forhold på hans klinik Danica Klinikken (senere Cosmopol Klinikken). Han havde angiveligt rod i journalføringen og havde vansiret en række kvinder.

Siden 2012 har han ikke måtte behandle patienter, men det har tilsyneladende ikke afholdt ham fra at fortsætte sit lægefaglige arbejde. Flere patienter har efterfølgende fortalt, at de er blevet opereret af Kim Bjørnholdt Tjelum.

Klaus Moltved Lundsgaard
Lægen Klaus Moltved Lundsgaard, som i medierne fik navnet ’Dr. Nål’ har også fået frataget sin autorisation. Det skete, efter at TV 2-programmet 'Operation X' i april 2010 afslørede, at han gav indsprøjtninger med binyrebarkhormon til sine patienter uden at informere dem.

Binyrebarkhormon kan medføre knogleskørhed, hjertesvigt og depression ved længere tids behandling. Da Sundhedsstyrelsen kort efter krævede at se Klaus Moltved Lundsgaards journaler, havde han brændt dem. Det fik han en bøde på 20.000 kroner for.



Torben-Lars Rosted Christensen
Også psykiateren Torben-Lars Rosted Christensen har fået frataget sin autorisation. I mere end ti år har der været rettet kritik mod ham, og allerede i 2003 kunne norsk TV2 afsløre, hvordan han sendte narkomaner fra Norge til Danmark, hvor de kunne få medicin mod deres abstinenser.

I alt har 11 personer på listen fået frataget deres autorisation. Ud over de nævnte, er der tale om Birger Lund, Claus Sørensen Jens Friis Larsen, Kim Søgaard, Per-Gunnar Opitz og Shohreh Sanjari.

Ud over Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsliste, findes der også to lister på Sundhed.dk. Her ligger offentliggjorte afgørelser truffet af Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn og af Tandlægenævnet, hvor der gives kritik for alvorlige fejl eller forsømmelser.