Kræft blandt unge er både tabubelagt og forbundet med manglende opmærksomhed. Som BT beskrev tirsdag har initiativet 'Ung Kræft' sat sig for at sætte fokus på netop det. I den anledning stod tre modige, unge kræftramte frem i BT og fortalte deres historie. Nu fortæller 25-årige Pernille Smed sin historie om sit livs kamp, der alligevel er endt med et mirakel.

Pernille var blot 13 år, da hun fik konstateret kræft i anklen. Da hun fik det at vide, var hun egentlig ved godt mod og overbevist om, at hun ville overleve.

- For alle børn og unge overlevede da kræft, ikke?, husker Pernille Smed, at hun tænkte.

Det tog lægerne tre måneder og en operation, før kræftdiagnosen lå helt fast. Sygdomsforløbet blev indledt med seks omgange kemoterapi, og oven i det kæmpede Pernille Smed med en masse følge-infektioner.

- Jeg vidste, at når disse seks omgange kemoterapi var overstået, skulle jeg opereres. Jeg så frem til det og regnede stærkt med, at jeg snart kom op af min kørestol. Første dag i sommerferien skulle jeg til møde angående operationen. Jeg sad med min mor på min stue, da lægen og en sygeplejerske kom ind. Han viste mig røntgenbillederne af min ankel, og jeg husker kun, at han fortæller mig, at mit ben skal amputeres, og at jeg begynder at græde, fortæller Pernille Smed.

Ønskede ikke at være her mere

Lægerne fortalte den dengang 13-årige pige, at hun var meget heldig, fordi hun ville få lov til at beholde sit knæ.

- Jeg følte mig bestemt ikke heldig og var sikker på, at jeg aldrig kom til at gå igen. Min mor kørte mig ned i byen i min kørestol. Jeg var vred. Jeg ønskede ikke at være her mere. Jeg kom jo aldrig mere til at gå. Det regnede jeg i hvert fald med, siger Pernille Smed.

På dagen for operationen kom en portør og hentede Pernille. Hun begyndte at græde og tryglede sygeplejersken om at lade hende være. Det endte med, at sygeplejersken også begyndte at græde. Men der var ingen vej tilbage.

- Jeg vågnede op med store smerter efter operationen og var på opvågningen i fire timer. Jeg kiggede under min dyne og blev mindet om, at dette ikke bare var en ond drøm. Jeg græd igen og blev vred.

Pernille Smed fik konstateret kræft i sin ankel, da hun var 13. Nu fortæller hun sin historie.
Pernille Smed fik konstateret kræft i sin ankel, da hun var 13. Nu fortæller hun sin historie. Foto: Lasse Baltzer
Vis mere

Er du også blevet ramt af kræft i en ung alder? Og har du lyst til at fortælle din historie? - Så kontakt BT på phan@bt.dk

Det ultimative mål

Et par dage efter kom en fysioterapeut og ville lave nogle øvelser med Pernille. Hun forstod det ikke og spurgte hvorfor, men fulgte dog med til gymnastiksalen, hvor en overraskelse ventede.

- Der var altså nogle mennesker, der gik. På proteser. Det tændte noget i mig. Jeg blev meget målrettet og glædede mig til at kunne gå med en protese, fortæller Pernille Smed.

Efter mange øvelser i sengen kom Pernille endelig til dagen, hvor hun skulle have taget mål til sin protese. Den blev klar, og hun kunne dermed sætte sit første mål. At kunne gå rundt om juletræet. Der var fem måneder til jul.

I mellemtiden skulle lægerne være sikre på, at der ikke var mere kræft tilbage i Pernilles krop. Det krævede yderligere otte omgange kemoterapi, og i december 2003 kunne hun se frem til at holde jul med tanken om, at kemoterapien var overstået.

- Og jeg nåede at komme til at gå rundt om træet, fortæller Pernille Smed.

Et lille mirakel

Inden Pernille startede med at få kemoterapi, var hun med i et forsøg, hvor hun fik fjernet den ene æggestok og frosset den ned, da der var risiko for, at hun ville få ødelagt sine æg.

- Jeg har endnu ikke fået sat æggestokken ind igen, men jeg har i dag en velskabt søn på snart fem år. Jeg har haft op- og nedture, siden jeg fik amputeret mit ben, men jeg er glad for at være her i dag, siger Pernille Smed og fortsætter:

- Når folk spørger ind til mit ben, får de vemodige øjne og synes, at det er synd for mig. Men det er ikke synd. For jeg er her jo endnu.