Peter Skaarup (DF) er forarget over socialministerens behandling af Janni, som ikke kan blive skilt fra sin pædofilidømte ægtemand

'Et typisk politikersvar’. Sådan beskriver Peter Skaarup (DF) socialministerens svar i sagen om kvinden, der ikke kan blive skilt fra sin pædofilidømte ægtemand.

I december kunne BT fortælle den ulykkelige historie om Janni fra Herlev, der ikke kan få bevilget en skilsmisse fra sin ægtemand Bo, selvom han i juli 2012 blev idømt seks års fængsel for et omfattende og langvarigt seksuelt misbrug af Jannis dengang 13-årige datter.

På trods af sagens chokerende omstændigheder kan Janni ikke få sin skilsmisse fra Statsforvaltningen, så længe den dømte pædofile ikke vil medvirke, hvilket han ifølge Janni indtil videre har nægtet. Den groteske sag havnede i december på socialminister Karen Hækkerups (S) bord, da både De Konservatives familieretsordfører, Benedikte Kiær, og Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, stillede spørgsmål til ministeren.

Nye spørgsmål

Men Peter Skaarup er ikke tilfreds med svaret fra Karen Hækkerup, som kan opsummeres til, at hun ikke ønsker at gå ind i den konkrete sag, men at Jannis historie vil indgå i de overvejelser, som ministeren løbende gør sig i forhold til den familieretlige lovgivning, som det hedder i ministerens svar.

- Det er et typisk politikersvar. Der er igen løfter og ingen konkrete tiltag i det. Det kan Janni ikke være tilfreds med, og det er jeg heller ikke, siger Peter Skaarup om ministerens svar.

På Christiansborg er det sidste ord imidlertid ikke sagt i sagen, for Peter Skaarup agter at følge sagen op med nye spørgsmål til socialministeren. Ifølge Peter Skaarup burde der nemlig ikke være grund til at betænke sig i særlig lang tid, før en lovændring på området kan komme på tale.

- Jeg mener, at Karen Hækkerup som minister må give et håndslag på, at man vil styrke lovgivningen på det her punkt til fordel for de kvinder eller mænd, som det kan gå ud over, sådan at de ikke skal igennem en alenlang proces og i årevis leve i usikkerhed om sådan en skilsmisse, siger Peter Skaarup.

Mareridtet fortsætter

Desværre er det netop sådan et mareridt, Janni har gennemlevet de sidste 16 måneder, siden hun første gang gik til Statsforvaltningen for at anmode om skilsmisse.

- Det er simpelthen så grotesk, og jeg har det stadig sådan, at jeg synes, jeg er blevet så dårligt behandlet. Nu har det stået på i så lang tid, selvom jeg bad om skilsmisse, allerede da han blev fængslet (7. september 2011, red.).

Janni har nu valgt at bide i det ualmindeligt sure æble og har igen anmodet Statsforvaltningen om skilsmisse med henblik på at få sagen sendt til domstolene.

BT har forelagt den fængslede ægtemand, Bo, oplysningerne fra denne og tidligere artikler, men han har ikke svaret på vores henvendelse.

SAGEN KORT

6. september 2011 blev 37-årige Bo fra Herlev varetægtsfængslet på grund af mistanke om seksuelt misbrug i familien.

7. september 2011 gik hans kone Janni til Statsforvaltningen for at blive separeret, men blev afvist.

21. november 2011 blev Janni og Bo separeret. Det skete først, da Bo indvilligede i separationen.

30. juli 2012 blev Bo ved Retten i Glostrup idømt 6 års fængsel for groft misbrug af sin steddatter.

23. november 2012 ringede Janni endnu en gang til Statsforvaltningen i den tro, at hun efter at have været separeret i et år kunne opnå skilsmisse. Det kunne hun fortsat ikke uden Bos samtykke.

Er det for besværligt at blive skilt i Danmark?

Deltag i debatten herunder.