Med blot en uge tilbage inden december banker det for alvor på døren for årets firmajulefrokoster rundt omkring i landet.

Den årlige begivenhed er vellidt af mange ansatte, der får mulighed for at mødes med kollegaerne om andet end det professionelle. Men danskere vil have luksus, og knap en femtedel af alle danskere dropper ganske enkelt arrangementet fuldstændigt, hvis ikke det er godt nok.

Det viser en undersøgelse blandt 1.223 danskere i arbejde, som Megafon har foretaget for DFDS.

Når 18 procent vælger at dumpe eller helt at droppe julefrokosten, er det oftest af frygt for de eventuelle pinlige selskabslege, som HR-afdelingen kan finde på at stable på benene. Mere end hver tredje (38 pct.) dumper således en firmajulefrokost, hvis den byder på for meget stoleleg og chicken dance.

Hver tredje (32 pct.) mener desuden, at en firmajulefrokost skal have dumpekarakter, hvis der er sparet for meget på mad eller drikke, og hele konceptet simpelthen bliver for discountagtigt i kanten. Næsten lige så mange (30 pct.) mener, at en upassende chef eller kollega kan være det, der dræber festen for dem.

»Det er kedeligt, når det er småting, der skal afgøre, om julefrokosten er et samlingspunkt for virksomhedens medarbejdere. Det skal jo gerne være en dag eller aften, som alle parter glæder sig til, og hvor de føler, at arbejdspladsen kender dem og ved, hvad der skal til, for at de føler sig forkælede eller måske bare set og hørt,« siger Kevin Helsinghof, Country Manager for DFDS, som hvert år huser mange af Danmarks firmajulefrokoster, i en pressemeddelelse.

For fulde kolleger (25 pct.) samt hel eller delvis egenbetaling (22 pct.) er desuden i top 5, når det gælder ting, der kan få os til at vende tomlen ned over for en julefrokost med kollegerne.

Ligesom mange er ret bevidste om, hvad de helst vil undgå ved årets firmajulefrokost, så er mange heller ikke i tvivl om, hvad der skal til for, at julefrokosten spiller og bliver en mindeværdig oplevelse.

Mad og vin af høj kvalitet (24 pct.) samt kvalitetsunderholdning (23 pct.) er således topscorere, når det gælder den ekstraordinære julefrokost.

»Årets firmajulefrokost er, på rigtig mange arbejdspladser, årets højdepunkt. Det er ofte den ene gang om året, hvor hele arbejdspladsen samles om noget ikke-fagligt, og måske også den ene gang om året, hvor folk rent faktisk kommer ud. Det må vi, som chefer, ikke underkende. Og selvom man måske ikke har det allerstørste budget at bruge, så er den ene aften en rigtig god investering i medarbejdertrivslen,« siger Kevin Helsinghof.