Forholdene for plejeforældre i dagens Danmark er så dårlige, at landsforeningen ikke kan anbefale nogen at blive plejefamilie.

Plejefamiliernes Landsforening fraråder i lørdagens udgave af Jyllands-Posten familier mod at tage børn ind.

Årsagen til det opsigtvækkende opråb er, at plejeforældre ikke betragtes som ligeværdige samarbejdspartnere, når sagsbehandlere og eksperter formulerer og reviderer de handleplaner, som ligger til grund for børnenes anbringelse.

»Som plejefamilie kan man gøre den helt afgørende forskel for et barn, som er kommet skidt fra start. Vi er sammen med det anbragte barn 24/7 og får jo et meget tæt forhold til det. Problemet er bare, at vi ikke bliver taget alvorligt i samarbejdet omkring barnet,« siger næstformanden i Plejefamiliernes Landsforening, Marianne List, til Jyllands-Posten og fortsætter:

»Vi kan ikke anbefale nogen at blive plejefamilie i øjeblikket. Både fordi samarbejdet ikke er ligeværdigt, og fordi usikkerheden i jobbet er urimeligt stor,« siger hun.

Direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune Erik Kaastrup-Hansen siger til Jyllands-Posten, at han primært opfatter kritikken som en fagforenings kamp for at skaffe medlemmerne bedre forhold, men at det naturligvis skal tages seriøst.

I kommuneforeningen KL, som forhandler vilkår og takster til plejefamilier, understreger kontorchef Tina Wahl over for avisen, at der ikke er planer om at lave en overenskomst for plejeforældre.