Radikaliserede bandemedlemmer risikerer at blive indoktrineret med en sag, som de synes er værd at dø for, advarer flere bekymrede politichefer.

Der bliver nu sat øget fokus på radikaliserede bandemedlemmer efter terrorangrebet i København, skriver Jyllands-Posten.

Fra centrale politichefer lyder advarsler, om at flere og flere bandemedlemmer bevæger sig i ekstremistiske kredse, og at det kan få fatale konsekvenser, at islamistiske grupper rekrutterer i bandemiljøet.

»Det er en bekymrende udvikling, fordi vi ved, at bandemedlemmer ofte er unge med dårlige sociale færdigheder. Du kan blive indoktrineret med en sag, som du synes er værd at dø for. Eller slå ihjel for,« siger Michael Ask, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.

Politiets øgede fokus på området kommer efter terrorangrebet i København, hvor den afdøde gerningsmand, Omar El-Hussein, var bandemedlem og svor troskab til terrororganisationen Islamisk Stat.

Ifølge Søren Jensen, der er chef for Center for Terroranalyse under PET, viste angrebene i København og i Paris en forbindelse mellem den voldsparathed, der er i visse kriminelle miljøer, og sympati for militant islamisme.